- Vi er ved at rette op på plejecentrene, siger Brønderslev-borgmester
Der skal arbejdes på, at få plejen og arbejdsmiljøet på plejecentrene i Brønderslev Kommune tilbage på sporet. Sådan lyder det fra både socialdemokratiet, Konservative og Venstre i TV2 Nords debat-magasin FOKUS.
I begyndelsen af det nye år er der blevet afsløret en række store mangler og udfordringer på flere plejecentre i kommunen.
Heriblandt på Margrethelund, hvor Styrelsen for patientsikkerhed har afsløret problemer, der har været kritiske for patientsikkerheden.
Men arbejdet for at rette op på tingene er i gang, lyder det fra borgmester Mikael Klitgaard (V).
- Vores ældre-omsorgsudvalg gør et godt stykke arbejde. De følger helt skarpt op hver uge for at få set, at tingene er i orden, siger borgmesteren og fortsætter:
- Og så prøver man på at skaffe personale og samarbejder med det personale, der er, og man skal i gang med noget efteruddannelse for at se, hvordan vi gør tingene helt præcist.
Skal lette arbejdsgang
For socialdemokratiet ligger løsningen blandt andet i, at der skal være fokus på, hvordan de daglige medarbejdere kan få bedre forhold, og hvordan deres arbejdsopgaver måske kan lettes.
- Man skal jo gøre alt for at registrere, registrere og registrere, og den tid går jo fra plejen, og så kan man også kigge på arbejdsmiljøet, siger Socialdemokratiets Bettina Bøcker Kjeldsen og fortsætter:
- Vi har ikke nok fast personale, fordi man hellere vil gå ud og hyre vikarbureauer. Og det er jo klart, at fagligheden dykker på en arbejdsplads, hvor vi virkelig bruger rigtig, rigtig mange ressourcer på vikarer.
Det kommer til at gå ud over det faste personale og fører til langtidssygemeldinger, mener Bettina Bøcker Kjeldsen, der understreger, at hvis der er en dårlig ledelse, så smitter det bare nedad.
Et langt sejt træk
Hos Konservatives Peter Stecher er der også fokus på, at problemerne på plejecentrene skal løses. Men det arbejde, der nu er sat i gang, skal have tid til at virke.
- Hvis der var nogen, der kunne løse det her med et snuptag, så havde vi gjort det, så det er et langt sejt træk, at få rettet op på det, siger han og fortsætter:
- Der er ingen tvivl om, at det vi har hørt ikke har været tilfredsstillende, og jeg er rigtig glad for, at ældre-omsorgsudvalget faktisk også har taget den her opgave meget seriøst.
Derfor er Peter Stecher sikker på, at arbejdet på området vil få rettet op på problemerne.
Du kan se FOKUS i sin fulde længde på TV2 Nord efter nyhederne mandag aften klokken 1930 eller i linket øverst i artiklen.