Vi smutter fra parkeringsskader

Vi smutter fra gerningsstedet, når vi skader naboens bil på parkeringspladsen, viser en undersøgelse.

En Gallup-undersøgelse viser, at ni ud af ti bilister smutter uden at give sig til kende, hvis de kommer til at lave en skade på bilen ved siden af på parkeringspladsen.

Lasse 'Bulemand', som lever af at rette buler ud på biler, kan klart bekræfte tendensen.

- Langt størstedelen af de buler, jeg reparerer, må bilens ejer selv betale. Det er de færreste, som lægger en besked i forruden, siger han.

Hos Vendsyssel Forsikring mener sagsbehandler Marianne Moric, at folk er bange for at skulle have tegnebogen op af lommen.

- Uanset hvilken skade man forvolder på en anden bil, skal man jo bruge selvrisikoen - og der er måske nogen, der er bange for, at den forsvinder, forklarer hun.

Men hun tror også, at der er tilfælde, hvor folk ikke opdager, at de har forvoldt skade.

- Når jeg snakker med dem, der har forvoldt skaden, siger de ofte, at de kiggede efter, men ikke kunne få øje på en skade. Det kan jo også være børn på bagsædet, som slår døren op i nabobilen, forklarer hun.

Det er forbudt at løbe fra en parkeringsskade. I følge færdselsloven har man pligt til at underrette modparten, hvis man har forvoldt skade på vedkommendes bil.


Seneste nyt

fra Nordjylland