Vi sviner mere når vejret er godt

TV2 Nord sætter sammen med TV 2 og de øvrige regioner i næste uge fokus på skrald og sammen med Danmarks Naturfredninsforening kårer vi Danmarks klammeste sted.

Efterladte pizzabakker, tomme øldåser og massevis af cigaretskodder. Med weekendens gode vejr strømmer danskerne ud af vinterhiet for at nyde solen i landets parker, skove og strande.

Men godt vejr og mange mennesker er også lig med ekstra meget skrald i den danske natur.

Det fortæller Ole Laursen, der er projektleder på Danmarks Naturfredningsforenings affaldsindsamling.

- Så snart solen kommer frem, så kommer folk ud, og det betyder også, at der efterlades mere affald. Det er særligt i parker, på strande, og steder hvor folk kommer for at lave noget. De steder, hvor folk opholder sig i længere tid, efterlades der også mere skrald.

- Når vejret er godt, sidder man længe ude. Og så er det, man måske glemmer de ting, man har taget med. Det er særligt fastfoodemballage, pizzabakker og engangsgrill, der bliver smidt i naturen, når vejret bliver godt, siger han til tv2.dk.

I en undersøgelse foretaget af Hold Danmark Rent svarer 73 procent af danskerne, at henkastet affald er et problem, der i "høj grad" skal gøres noget ved. Herudover mener 24 procent, at problemet "i nogen grad" skal håndteres.

Og ifølge endnu en undersøgelse fra Friluftsrådet er skrald i naturen det, der generer danskerne allermest, når de opholder sig udendørs.

Aarhus Kommune vurderer, at kommunen bruger omkring 10 millioner kroner årligt på at rydde op efter borgernes uhensigtsmæssige adfærd. Størstedelen af pengene bruges på at indsamle henkastet affald, rydde op på grønne områder, men en del af pengene bruges også på at rydde op efter hærværk og fjerne grafitti.

Det fortæller projektleder og arkitekt ved Aarhus Kommune Pernille Thormann Villesen, som uddyber, at weekendens gode vejr vil påvirke mængden af henkastet affald. Derfor har kommunen også godt vejrs-beredskab, som tilkaldes og arbejder ekstra, når vejret er godt.

- Når solen begynder at kigge frem, så kommer folk ud i de grønne områder. Derfor er foråret årstiden, hvor folk begynder at bruge byen. Det er selvfølgelig dejligt, men desværre glemmer for mange ansvaret for det, der efterlades i borgernes fællesarealer i byen, siger hun.

Problemet med skrald er nedadgående i Aarhus, hvorimod affaldsmængden stiger i Københavns Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland