- Vi vidste intet om våbenlager

Beboere i det område, hvor politiet tirsdag aften fandt 80 forskellige våben samt en del sprængstoffer, er chokerede over at have boet op og ned af en krudttønde.

- Det er da ikke særligt betryggende, at det har været som lidt af en krudttønde derinde, fortæller Bent Ole Sørensen, som bor i det område, hvor politiet i et rækkehus har beslaglagt et stort våbenlager.

Han fortæller, at det var en hjemmehjælper, der alarmerede politiet ved 20.30-tiden tirsdag, da hjemmehjælperen ikke som aftalt kunne få kontakt til husets kvindelige beboer.

- Gardinerne var rullet ned, men vi kunne høre, at hunden var derinde, så politiet og en låsesmed kom, fortæller han.

Derefter fandt politiet overraskende det store våbenlager samt sprængstoffer i rækkehuset.

- Jeg har aldrig haft mistanke om, at der skulle være våben derinde, det kommer helt bag på mig, siger Bent Ole Sørensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland