Vibeke Gamst bruger kirken som et frirum i en coronatid

Årets julegudstjenester står for døren, og i år bliver de noget ganske særligt på grund af corona-situationen. En af dem, der benytter kirken jævnligt er Vibeke Gamst, og der finder hun ro og et særligt frirum fra et samfund præget af corona.

- Jeg syntes jo ikke, det er en rigtig uge, hvis jeg ikke har været i kirke.

Det fortæller Vibeke Gamst, konservativ politiker i regionsrådet og medlem af menighedsrådet i Budolfi Sogn.

For hende er kirken er fællesskab - både med dem man kender og dem, man ikke kender.

Og for Vibeke Gamst og hendes mand Oluf, der er tidligere formand for menighedsrådet i Budolfi Sogn, betyder kirken også et særligt frirum fra et samfund præget af corona.

- Der er noget nærmest meditativt over det at være i kirken. Man efterlader det hele ude i våbenhuset, siger Vibeke Gamst.

I julen er der rig lejlighed til over alt i landet at komme til gudstjenester, fordi mange kirken i år netop på grund af corona og deraf følgende restriktioner holder flere gudstjenester end vanligt.

For julen er vigtig for kirken som organisation - og der skal være plads til alle, corona eller ej.

- Vi skal levere varen i julen, fordi det er der, folk tager hen til os, og det er der, de forventer noget af os. Derfor skal vi være så imødekommende som muligt og give dem smæk for skillingen, lyder det fra sognepræst Hanne Dahl fra Budolfi Kirke.


Seneste nyt

fra Nordjylland