Video mangler i sag om dødsvold
Videoovervågning i gade i Aalborg kunne have bevist, hvem der stod bag dødsvold. Nu kræves fem mænd kollektivt dømt for dødsvolden mod 21-årig mand fra Århus.
Med 30 minutters videooptagelser fra overvågningskameraer på en række værtshuse og diskoteker i Jomfru Ane Gade i Aalborg vil anklagemyndigheden forsøge at bevise, at fem mænd mellem 21 og 32 år i forening gennembankede, sparkede og til sidst stak den 21-årige William Lennon Davis ihjel en tidlig morgen i april 2007.
Kravet er en ensartet straf til alle for vold med døden til
følge - uden at en enkelt hovedgerningsmand er udpeget.
Dødsvolden skete som led i en slags bandeopgør mellem en gruppe fra København og en gruppe fra Århus.
Videooptagelserne viser, at slagsmålet startede på toiletterne på 1. sal på restaurant "Tiger" ved femtiden om morgenen.
Da nævningesagen startede tirsdag ved byretten i Aalborg nægtede samtlige fem mænd, tre med udenlandsk- og to med dansk baggrund, sig skyldig i vold med døden til følge.
Et par af de tiltalte kunne højst erkende at have deltaget i slagsmålet ved at slå andre med en flaske. I slagsmålet blev seks personer såret på forskellig måde.
Anklageren, statsadvokatassessor Michael Møller Hansen, kan kun ærgre sig over, at videoovervågningen i selve Jomfru Ane Gade først er etableret efter voldsepisoden for snart halvandet
år siden, men i sin forelæggelse gjorde anklageren meget ud af at sandsynliggøre, at overfaldet på den 21-årige var sket i forening.
- De skal gøres ansvarlige for den samlede vold i forening, sagde anklageren.
Overfaldet skete på gaden uden for kameraernes rækkevidde, og obduktionen har vist, at den unge mand døde efter 14 knivstik og adskillige stik med flasker, glasskår eller lignende. I alt 37 læsioner.
Anklageren oplyste, at drabsvåbnet blev fundet bag et
nedløbsrør, og det bar spor af blod og havde dna-spor fra en af de tiltalte, en kun 21-årig mand med udenlandsk baggrund.
Den pågældende var rejst til Pakistan, men kom tilbage omkring 1. juni, da han blev anholdt.
Efterforskningen i sagen, hvor der er berammet 22 retsmøder, har været særdeles omfattende idet omkring 100 vidner har været afhørt. Heraf skal 35 afgive forklaring i retten.
Afhøringen af de tiltalte kommer først for alvor i gang senere på ugen, mens vidnerne kommer for i næste uge. En del har nægtet at udtale sig uden afskærmning fra de tiltalte i retten, men det problem vil byretten løse.
Dommen ventes først til oktober.
/ritzau/