Vil slå rekord i Hirtshals

To nordmænd vil forsøge at slå en næsten 30 år gammel rekord i at sejle frem og tilbage over Skagerrak, nærmere bestemt mellem Tvedestrand på sydspidsen af Norge og Hirtshals.

Skagerrak Across hedder racerløbet, som foregår 6. juli, og det er blandt andre Dag Rasmussen og Andreas Ove Ugland, der sætter angrebet ind på den rekord, som har stået urørt siden 1983, skriver nordjyske.dk.

Dengang tilbagelagde nordmændene Petter Marcussen og Audun Tegdan under optimale vejrforhold turen på 144 sømil (267 km, red.) tur-retur mellem Tvedestrand og Hirtshals på to timer og 45 minutter.

Siden er der gjort flere forgæves forsøg på at slå rekorden - senest i 2008, hvor det skete i forbindelse med Nordsøen Action Day.

Da rekorden blev sat i 1983, var det med to påhængsmotorer på hver 235 HK som drivkraft, som fik båden til at skyde en topfart på ca. 111 km/t.

Denne gang bliver rekordforsøget gjort i racerbåde, der er mellem otte og 15 meter lange og præsterer topfart op til 185 km/t.

Når bådene kommer til Hirtshals får de en time til at tanke brændstof og justere udstyr, før der er samlet start retur mod Tvedestrand.


Seneste nyt

fra Nordjylland