Vil være Danmarks største: Jutlander Bank og Sparekassen Vendsyssel ønsker at fusionere
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
De to nordjyske banker, Jutlander Bank og Sparekassen Vendsyssel, vil fusionere og bliver dermed Danmarks største garantsparekasse. Bliver fusionen vedtaget, vil den træde i kraft 1. september.
Bestyrelserne i Jutlander Bank og Sparekassen Vendsyssel har mandag indgået en aftale om at søge om en fusion mellem de to pengeinstitutter. Det nye pengeinstitut skal gå under navnet "Sparekassen Danmark".
Det oplyser Jutlander Bank mandag morgen i en pressemeddelelse på Fondsbørsen.
Formålet er ifølge pressemeddelelsen at "skabe Danmarks største, mest velindtjenende og bedst kapitaliserede garantsparekasse."
Hvad er en garantsparekasse?
En garantsparekasse er et pengeinstitut, hvor kunderne indskyder kapital i banken, der garanterer for driften af virksomheden.
Det adskiller sig fra en bank med auktionærer ved, at der ikke er nogen auktionærer, der skal have del i overskuddet, og at overskuddet dermed i stedet ofte går til lokalsamfundet.
Garanterne har ligesom auktionærer indflydelse ved generalforsamlinger, og det er altså i dette tilfælde dem, der skal stemme for en eventuel fusion.
Hvis fusionen bliver vedtaget, vil banken have cirka 300.000 kunder og 1.200 medarbejdere. Hovedsædet vil være beliggende i Vrå i Hjørring Kommune, derudover vil der være to afdelinger i Aars og Hobro.
Video: Hør hvad finanskommentator på TV 2 Ole Krohn spår den potentielle fusion kan betyde
Forventningen er, at der skal træffes beslutningen om fusionen på en ekstraordinær generalforsamling i august 2021. Hvis fusionen bliver godkendt af Finanstilsynet og vedtaget, vil fusionen blive gennemført 1. september.
Historien kort om de to pengeinstitutter bag Sparekassen Danmark
Jutlander Bank:
- Banken blev skabt i 2014 efter en fusion af Sparekassen Himmerland og Sparekassen Hobro.
- Sparekassen Himmerland: Bankens historie rækker tilbage til 1871, da den blev stiftet under navnet Aars-Haubro Spare- og Lånekasse.
- I 1946 ændredes navnet til Sparekassen for Aars og Omegn, og i 1969 ændrede man igen navn til Sparekassen Himmerland.
- Sparekassen Hobro: Banken blev stiftet i 1851 under navnet Spare- og Lånekassen for Hobro og Omegn.
- I 1973 kom sammenlægningen med en anden lokal sparekasse , nemlig Landbosparekassen for Hobro og Omegn. Ved den sammenlægning opstod navneskiftet til Sparekassen Hobro og etableringen som Garantsparekasse.
- Og i 1975 fusionerede Vorning og Omegns Sparekasse med Sparekassen Hobro, og i 2009 blev Den Lille Sparekasse sammenlagt med Sparekassen Hobro.
Sparekassen Vendsyssel:
- Banken blev stiftet i 1871 under navnet Sparekassen for Vrå og Em sogne.
- I 2001 bliver Sparekassen Vendsyssel dannet som en fusion mellem Vrå Sparekasse og Jelstrup Lyngby Sparekasse.
- I perioden 2005-2020 overtager og fusionerer Sparekassen Vendsyssel med en lang række pengeinstitutter - blandt andet i 2019 med Dronninglund Sparekasse og senest i 2020 med Salling Bank.
Kilde: Jutlander Bank og Sparekassen Vendsyssel