Vildmosekartoffel får opbakning
Foto: TV2/Nord
Arkivfoto
Vildmosekartoflerne er tidligere på ugen blevet kritiseret for at udlede store mængder CO2. Men nu langer Landboforeningerne ud efter Tænketanken Concito, som har lavet beregningerne.
Rapporten er ikke veldokumenteret, og samtidig kan den have alvorlige konsekvenser for landbruget, lyder kritikken fra landboforeningerne.
- Den er simpelthen ikke velfunderet nok. Jeg mener ikke, at de forholder sig rigtigt til hverken kilder, metode eller konklusion, siger Jørgen Evald, der er chefkonsulent i Agri Nord.
Kartoflerne er i rapporten blevet beskyldt for at CO2-forurene så meget, at de er blandt de mest klima-uvenlige fødevarer i landet. I samme rapport fremgår det, at Aarhus Universitet har lavet dokumenterede beregninger af forureningen fra blandt andet Vildmosen, men ifølge Agri Nord svarer universitetets tal kun til en femtedel af det, som bliver brugt i tænketankens konklusion.
- Det er jo en rapport, der er baseret på nogle lommefilosofier, hvor man siger, at der brænder nok tre centimeter af i Vildmosen om året, når man dyrker kartofler, og så regner man baglæns, (red: for at finde CO2-udledningen). Og det er ikke rigtigt, for vi kan gå ud i mosen og konstatere, at der så ville være et lavere niveau derude, end der er i dag, siger Jørgen Evald.
Han mener i stedet, at resultaterne fra Aarhus Universitet skulle have været udgangspunktet for Concitos konklusioner.
- Det ville jo være nærlæggende at tage de måleresultater som udgangspunkt, i stedet for at opfinde nogle andre selv, siger chefkonsulenten.
Organisationen Landbrug og Fødevarer er også kritiske over Concitos konklusioner, og frygter, at det kan få konsekvenser for kartoffelavlerne i Vildmosen.
- For det første vil det have store økonomiske konsekvenser for de landmænd, som lever af det. Og så er der alle dem, der arbejder med kartoflerne, som står og sorterer dem, og der er vognmændene, som kører dem, de vil også blive arbejdsløse. Produktionen vil så flytte et andet sted hen til noget lignende jord, og så har man ikke vundet noget som helst, siger Lars Hvidtfeldt, der er viceformand hos Landbrug og Fødevarer.
Tænketanken Concito vil ikke kommentere kritikken før efter sommerferien.