Vognmand træt af køkaos

Peter Østergaard fra Østergaard Biler i Hjallerup foreslår kranbiler på begge sider af Limfjordstunnellen, så der hurtigt kan blive ryddet op ved uheld.

Igen i dag var der kø ved Limfjordstunnellen efter uheld - med store gener for dem, der kom til at holde i kø. Og når man som vognmand har 70 biler, der skal skal transportere passagerer gennem tunnelen cirka 200 gange hver eneste dag, bliver tålmodigheden for alvor sat på prøve.

- Jeg foreslår, at Vejdirektoratet placerer et fejeblad på hver side af røret i myldretiden, så de hurtigt kan rydde op efter uheld, siger Peter Østergaard fra Østergaards Biler i Hjallerup.

Han bliver ramt på økonomien, og hele kørselsplanlægningen bryder sammen, hver gang der er et uheld.

I Vejdirektoratet tager afdelingsleder Kim B. Jansen godt imod forslaget.

- Hvis vi kan spare nogle minutter ved oprydningen efter uheld, og det står i et rimeligt forhold til økonomien, så vil vi se på det, siger han.

Kim B. Jansen lover at tage ideen med på næste møde med Aalborg Kommune og direktoratets bjergningsentreprenør.


Seneste nyt

fra Nordjylland