Walther er Danmarks første vandsøgshund
Foto: Nordjyllands Politi
Danmarks første vandsøgshund Walther ses her på vandet sammen med sin hundefører.
I juni klarede den nordjyske patruljehund Walther sin eksamen, så han nu er Danmarks første vandsøgshund.
Den brune patruljehund Walther plejer at være helt almindelig patruljehund ude på opgaver på marker og til lands, men nu har den fireårige hund fået nye opgaver.
For marker, stier, veje og buske skal fremover byttes ud med både, kajer og vand efter Walther i juni blev Danmarks første vandsøgshund.
- Vandsøgning kræver en håndteringsstærk hund. Det vil sige en hund, som kan tåle at blive håndteret, løftet og rørt ved i stort omfang uden at blive stresset, fortæller Walthers hundefører ved Nordjyllands Politi.
Inspiration fra Sverige
Danmark har valgt at uddanne vandsøgshunde på baggrund af opklaringen af den svenske journalist Kim Walls forfærdelige død. Her var svenske vandsøgshunde en vigtig brik i at gerningsmanden kunne dømmes, og Kim Walls pårørende kunne få vished.
Nu er Walther blevet uddannet til at kunne klare samme opgaver som de svenske hunde efter bestået eksamen i både ferskvand, saltvand og langs en kyststrækning.
- På mine træningsdage har jeg tilvænnet hunden miljøet – altså evnen til at agere på gyngende grund. Jeg har haft Walther med ude at sejle og generelt lavet ting, som kræver noget af hans balance. Og så har jeg lavet færtprægning på ham, ikke mindst. For det her er anderledes, end han er vant til med levende mennesker. Det er en øvelse i sig selv at få hunden til at forstå, at det her er godt; det skal vi gå efter. Det skal øves mange gange. Der er gået ekstremt mange timer med det, siger Walthers hundefører.
Sejle efter hundens næse
Vandsøgning kræver, at hundeføreren er rigtig dygtig til at aflæse sin hund, for færtkilden kan befinde sig på flere meters dybde, så man kan intet se, og der er ingen pejlemærker at gå efter. Man skal slet og ret være i stand til at sejle efter hundens næse.
- Vandsøgning er en trebenet taburet, som består af politiets hundearbejde, Søværnets dykkertjeneste og en vandstrømsforsker. Det er et rigtig vigtigt og godt samarbejde. Vandstrømsforskeren hjælper med at beregne ligets placering ud fra strøm- og vindforhold og temperaturen i vandet, siger hundeføreren.
Vandsøgning er en overbygning til den almindelige hundeføreruddannelse.