Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Her er historien om Mette Frederiksens vej til statsministerposten

Det er den yngste statsminister nogensinde, der i dag fik officielt mandat til at danne en socialdemokratisk mindretalsregering. 41-årige Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen (S) er nu på vej til at blive Danmarks næste statsminister, efter hun har samlet et flertal bag sig. Vi har samlet en biografi om den nordjyske politiker her.

Når Mette Frederiksen sætter sig i Statsministeriet, bliver hun den tredje nordjyske statsminister i Danmark.

Det er 90 år siden, der sidst sad en nordjyde som statsminister. Dengang var det venstremanden Thomas Madsen-Mygdal fra Hjørring. Han var statsminister fra 1926 til 1929.

Fra 1920-1924 sad ligeledes en venstremand fra Hjørring som statsminister. Dengang var det Niels Neergaard, der også var konseilspræsident fra 1908-1909.

Mette Frederiksen bliver dermed den første nordjyske statsminister, der ikke kommer fra Hjørring. Samtidig er hun den første socialdemokrat og ikke mindst den første kvinde fra Nordjylland, som bliver statsminister.

Betaget af Afrika og kampen mod apartheid

Mette Frederiksen er i dag 41 år og bliver dermed den yngste statsminister nogensinde. Men selvom hun kun er 41 år, så har hun mange års erfaring i politik.

Allerede som 12-årig begyndte Mette Frederiksen at engagere sig politisk. Hun meldte sig ind i ANC Youth League, som er en organisation, der kæmper mod apartheid i Sydafrika.

Interessen for Afrika har hun altid dyrket, og da hun efter sin bachelor i samfundsfag fra Aalborg Universitet valgte at læse videre, blev det en masteruddannelse i netop Afrikastudier på Københavns Universitet.

Mette Frederiksen til vælgermøde i 2008. 

Diskuterede med Poul Nyrup Rasmussen

Mette Frederiksen er født og opvokset i Aalborg. Det var også her, hun i 1992 begyndte sin landspolitiske karriere, da hun meldte sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Her var hun blandt de mere fremtrædende skikkelser, blandt andet da daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen besøgte Aalborg i 1996. Her gik Mette Frederiksen til den siddende statsminister, selvom de to politikere var fra samme parti.

- De handicappede, de unge arbejdsløse og alle dem, der begår selvmord i Danmark. Jeg synes, det er en gruppe, man ikke fokuserer særligt kraftigt på. Og jeg synes desværre heller ikke, at vores parti i dag er særligt slagkraftigt på det område, sagde Mette Frederiksen dengang, mens Poul Nyrup stod lige ved siden af.

- Du har ret i, at vi ikke gør nok. Du har også ret i, at hvis et velfærdssamfund skal være ordentligt, skal behandle de svageste grupper ordentligt. Men vi gør det, vi kan gøre, økonomisk, svarede Poul Nyrup Rasmussen den unge Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen diskuterer velfærd med Poul Nyrup Rasmussen i 1996. 

Ville forbyde købesex

Det var ikke nordjyderne, der kunne sætte kryds ud for Mette Frederiksens navn, da det første gang figurerede på stemmesedlen til et folketingsvalg i 2001. Hun stillede nemlig op i det, der dengang hed Københavns Amtskreds. Her blev hun valgt ind i Folketinget med 3.602 personlige stemmer.

Dengang var Mette Frederiksen 24 år gammel og var den yngste kvinde i den socialdemokratiske gruppe, som i 2001 rummede 52 medlemmer.

Dermed var der mange medlemmer med mere anciennitet end den nyvalgte aalborgenser. Men hun formåede alligevel at gøre sig bemærket. Og det var ikke kun på grund af hendes unge alder og korte frisure.

Hun var ordfører for medier, kultur og ligestilling, men hun gjorde sig for alvor bemærket, da hun i 2002 foreslog et forbud mod købesex - selvom det var imod partilinjen.

TV2 Nord var med 24-årige Mette Frederiksen på en af de første arbejdsdage i Folketinget.

Socialdemokratiets kronprinsesse

Da Helle Thorning Schmidt i 2011 overtog nøglerne til Statsministeriet, blev Mette Frederiksen beskæftigelsesminister. Den post sad hun på i tre år, før hun i forbindelse med en regeringsrokade blev forfremmet til justitsminister - en post, hun besad indtil socialdemokraterne tabte magten i 2015, da Lars Løkke Rasmussen tog over med en ren Venstreregering.

Samtidig med, at Lars Løkke Rasmussen kunne fejre at have vundet regeringsmagten tilbage, kunne Mette Frederiksen betragte Helle Thorning Schmidt holde sin afskedstale til Socialdemokratiets valgfest på Christiansborg.

Her annoncerede Helle Thorning Schmidt, at hun ikke ville fortsætte som formand for Socialdemokratiet, og så var alles øjne rettet mod Mette Frederiksen. Der var ingen tvivl om, at hun skulle stå i spidsen for det gamle parti, når de skulle forsøge at genvinde magten ved det næste valg til Folketinget.

Flest stemmer i 2019

I 2018 besluttede den nye formand for Socialdemokratiet, at det var tid til at skifte valgkreds. Siden 2001 havde Mette Frederiksen været opstillet i Ballerupkredsen, hvor hun dengang boede, men den 12. marts 2018 blev Ballerupkredsen skiftet ud med Aalborg Øst.

- Jeg vil ikke sige, at mit skifte handler om taktik, men jeg vil selvfølgelig gerne trække så mange socialdemokratiske stemmer i Nordjylland, som jeg kan, sagde Mette Frederiksen dengang til TV2 Nord.

Om det valg, udskiftningen af valgkredsen, titlen som formand eller noget helt tredje gjorde udslaget, kan man kun gisne om. Men ved folketingsvalget 5. juni 2019 høstede Mette Frederiksen flest stemmer af alle. 43.489 personlige stemmer blev det til.

Dermed overgik hun også sin forgænger på formandsposten, Helle Thorning Schmidt, der ved valget i 2015 fik 42.412.

Danmarks tredje nordjyske statsministre

Resultatet af valget blev, at Mette Frederiksen fik opgave som kongelig undersøger. Med andre ord var det hende, der skulle prøve at se, om hun kunne skabe et flertal for en regering med sig selv i spidsen.

Tirsdag den 25. juni, kort før tirsdagen blev til onsdag, kunne Mette Frederiksen så berette, at den opgave var løst.

Med opbakning fra De Radikale, Enhedslisten, SF og selvfølgelig Socialdemokratiet, stod det klart, at Mette Frederiksen bliver Danmarks tredje nordjyske statsminister.

Mette Frederiksen med i programmet "Tilbage til Nordjylland" i 2011. 

Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.