Dameduo fik sidsteplads i semifinale: - De er kede af det
Fie Udby Erichsen deltager i OL for tredje gang.
I nat endte det med en en sidsteplads til den danske dametoer, der deltog i semifinalen i OL i Tokyo.
Det var en meget skuffet datter og OL-deltager, som Mette Udby talte med i morges.
- Fie ringede og var selvfølgelig ked af det. Hvad skulle hun ellers være? De er jo begge piger, der går efter medaljer, siger Mette Udby fra Hobro.
Hun er mor til 36-årige Fie Udby Erichsen, der for tredje gang deltager i OL. I nat sad Mette Udby klistret til sit fjernsyn, da hendes datter og makkeren Lærke Berg Rasmussen skulle ro ved semifinalen i Tokyo.
Men det gik ikke som håbet, og duoen måtte takke af med en sidsteplads i semifinalen i Tokyo.
- Hun (Fie Udby Erichsen) kunne ikke forstå, at det skulle gå så galt. Havde der været fladt vand, kunne de have givet den gas. De havde svært ved den bane, fordi der var sidevind hele tiden, siger Mette Udby.
På sin Facebookside lagde eliteroeren heller ikke skjul på sin skuffelse:
Vejret var ikke med dem
Også overfor Ritzau har hendes datter givet udtryk for den store skuffelse, som blandt andet skyldtes vejret.
- Vi kunne ikke få ro til at ro, som vi gerne ville. Vi fik ikke en glæde og en følelse af, at "det her, det går fandeme godt", siger Fie Udby Erichsen og fortsætter:
- Så snart den følelse kom, fik vi bare en lussing af vinden, så båden stod stille, og vi skulle starte forfra. I sådan en medvind, så er løbet kørt.
Fie Udby Erichsen og Lærke Berg Rasmussen har kun roet sammen i tre måneder, og de har udelukkende roet i fladt vand, og i Tokyo har det været noget anderledes, har hun tidligere fortalt TV2 Nord.
- Vi ror på saltvand, og det blæser meget. Så det er lidt anderledes, end vi er vant til. Vi har roet på et udløb til rismarker. Der er masser af både på vandet og masser af vind, så det skal man lige vænne sig til, siger Fie Udby Erichsen.
Familien er stolt
Hjemmefra i Hobro har familien heppet og hujet den seneste tid og håbet på, at det skulle gå damedouen godt under OL, men det har samtidig været en hård tid for familien. De seneste seks uger har Fie Udby Erichsen nemlig været afsted på træningslejr.
- Normalt har vi ikke følt et afsavn, når hun har været afsted. Men den her gang har det været hårdt. Det er barskt for en familie at være væk fra hende så længe, siger Mette Udby.
36-årige Fie Udby Erichsen har nemlig også en mand og et barn, og de har begge fulgt trofast med i, hvordan det gik ved OL.
Og selvom det ikke blev til nogen A-finale for dameduoen, så er især Fie Udby Erichsens mor stolt af at have en datter, der har deltaget i De Olympiske Lege så mange gange.
- Jeg prøver at sige til hende: Du er kommet til OL for tredje gang. Man bliver nødt til at se det positive i det. Det er jo flot bare at være udtaget, siger Mette Udby.
Lige nu er det uvist, om Fie Udby Erichsens karriere og samarbejdet med Lærke Berg Rasmussen skal fortsætte.
- Nu er det med at komme hjem, og så skal vi i gang med at evaluere og have lidt familiero, siger Mette Udby.