Ekspert om Fjerritslev-brand: 87-årig kvinde var i overhængende fare
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Ved en enkelt af de brande, som en 34-årig deltidsbrandmand er tiltalt for, kunne det have kostet menneskeliv.
Der blev igen tirsdag afgivet vidneforklaringer, da retten i Hjørring lagde retssal til endnu en retsdag i sagen om 33 påsatte brande i området omkring Fjerritslev.
Udover de mange vidner, der kender den tiltalte, blev et ekspertvidne tirsdag indkaldt. Det er et vidne, der var med til at finde brandårsagen til den pågældende brand.
Vidnet har efterfølgende lavet en såkaldt farlighedserklæring. Det er en erklæring, der afgør, hvor vidt mennesker har været i fare. Ved den pågældende brand var der en 87-årig kvinde i huset.
Eksperten har vurderet, at kvinden var i overhængende fare. Det er den groveste graduering, man kan give en brand.
Flere vidner så tiltalt forlade fest på aften for branden
Igen tirsdag var der flere vidner i skranken, der var til julefrokost med den tiltalte den aften, der udbrød brand i den 87-årige kvindes hus. Der var kun ganske få huse mellem, hvor julefrokosten blev afholdt og kvindens hus.
Ligesom i retten mandag kunne vidnerne fortælle, at den tiltalte på et tidspunkt forlod festen for at tale i telefon. Telefonselskabet har efterfølgende konkluderet, at den tiltalte hverken har ringet til nogen eller modtaget opkald på det tidspunkt.
Vidnerne er i tvivl om, hvor længe den tiltalte har været væk. Det kunne være fem minutter, men det kunne også være 20 minutter, er der et vidne, der fortæller. Andre vidner gætter på, at den tiltalte har været væk i 10-15 minutter.
TV2 Nord opdaterede live fra retten både mandag og tirsdag. Du kan se liveopdateringen fra retten mandag HER, og du kan se liveopdatering fra retten tirsdag HER.
Det forventes, at der falder dom i sagen på onsdag den 22. november.