Sag om farlig brandskum bekymrer tidligere chef i Flyvevåbnet: - Vi har vadet rundt i det

Myndighederne bør tage ansvar for de brandmænd, der har håndteret det giftige slukningsskum, mener tidligere brandchef på Flyvestation Aalborg.

- Vi har jo vadet rundt i det her skum, så er jeg bange for, om vi kan have optaget stofferne gennem huden, siger Kim Lessél, der i 27 år har været brandchef på Flyvestation Aalborg.

Stedet er netop blevet udpeget som "kraftigt forurenet" med PFOS-stoffer, der stammer fra brandslukningsskum. Imens omfanget af miljøforureningen nu skal undersøges nærmere, savner Kim Lessèl, at han og tidligere kollegaer bliver screenet.

quote Jeg har talt med mange brandmænd fra forskellige steder. Nervøsiteten er den samme.

Kim Lessél, tidligere brandchef på Flyvestation Aalborg

- Jeg er nervøs for, at vi som brandfolk har været udsat for det. Det sætter mange tanker i gang.

Ifølge Kim Lessèl har man anvendt skummet i stor stil i Flyvevåbnet - eksempelvis i forbindelse med øvelser som på billedet fra 2012.
Ifølge Kim Lessèl har man anvendt skummet i stor stil i Flyvevåbnet - eksempelvis i forbindelse med øvelser som på billedet fra 2012.
Foto: TV2 Nord

Nervøsitet blandt brandmænd

Sagen om det farlige brandskum startede i Korsør, hvor forurening fra en brandskole er sevet ud til nærliggende marker, hvor køer har græsset, og nu er endt i kroppen på cirka 200 mennesker.

- Det er de højeste niveauer af PFOS, vi nogensinde har målt i danske blodprøver, lød det i august fra professor i miljømedicin Philippe Grandjean fra Syddansk Universitet.

- Da jeg hørte, hvad de havde været udsatte for i Korsør, tænkte jeg straks "hov, hvad med os" fortæller den tidligere brandchef.

quote Vi har ikke spist det forgiftede kød, til gengæld har vi vadet rundt i skummet.

Kim Lessél, tidligere brandchef på Flyvestation Aalborg

- Vi brandmænd er lige så nervøse, og det er derfor vi ønsker screening for, om vi har de her stoffer i kroppen, siger Kim Lessél.

Læge vidste intet

Myndighederne har opfordret bekymrede brandmænd til at opsøge læge, hvilket Kim Lessél har gjort.

- Min egen læge vidste ikke rigtig noget om det. Hun forespurgte arbejdsmedicinsk, som svarede, at de ikke rigtig havde nogle værdier at arbejde inden for, fortæller han.

Kim Lessél fik så at vide, at han kunne tage til Odense, hvor man for 3000 kroner kan få foretaget en test for niveauet af PFOS i kroppen.

- Det er ikke pengene, der er et problem. Men det er princippet i, at der ikke er sat noget systematisk i værk. Man får jo ikke et overblik, hvis vi kun er nogle få, der bliver tjekket.

PFOS

  • Brandslukningsudstyr indeholdt tidligere høje koncentrationer af PFOS, der er en af de mange forskellige stoffer i PFAS-gruppen.
  • En forhøjet koncentration af PFOS kan give forhøjet kolesterol- og levertal.
  • Det anses for at øge risikoen for at udvikle visse former for kræft.
  • PFOS er særlig skadeligt for fostre og børn, da det kan forringe effekten af børnevaccinationer, nedsætte fødselsvægten og øge risikoen for abort.
  • PFOS ophober sig i kroppen, og der findes ingen behandlingsmuligheder. Stoffet bliver udskilt fra kroppen med tiden. Halveringstiden for PFOS i mennesker anses for at være 5,4 år.

Professor i miljømedicin Philippe Grandjean fra Syddansk Universitet bakker op om en mere systematisk undersøgelse af brandmænd og borgere, som potentielt har været udsatte for stofferne.

- Vi er nødt til at finde ud af, om mennesker allerede er blevet påvirket af det her. Og så håber jeg, at Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed vil tage ansvar, siger professoren.

Det kører rundt i hovedet

Det er tre år siden, Kim Lessél stoppede som brandchef, men efter sine 41 år på Flyvestation Aalborg har han stadig kontakt til både nuværende og tidligere ansatte.  

- Når jeg har været på besøg herude og snakket med mine tidligere kollegaer, så fylder det. Det er klart, at sådan noget roder rundt i hovedet.  

- Når man nu har fundet ud af, at det er skadeligt, så bør man i hvert fald gå ind og undersøge os, der har håndteret det mest.

Kim Lessél mener, at myndighederne har været “for slappe" og står tilbage med en fornemmelse af ikke at blive taget seriøst, fortæller han.

- Så længe, vi ikke får foretaget den screening, så er nervøsiteten her. Og den har alle brandfolk, der har arbejdet med det, siger Kim Lessél.

Foruden Flyvestation Aalborg er der også konstateret forurening på Aalborg Kaserner. I alt er 21 steder i Nordjylland udpeget til nærmere undersøgelse.

Hør hvad professor i miljømedicin Philippe Grandjean sagde, da det torsdag kom frem, at to steder i Nordjylland er kraftigt forurenet med PFOS:



Seneste nyt

fra Nordjylland