Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Forsvarer og anklager er dybt uenige: Kan 28-årig dømmes for at ville udføre et masseskyderi?

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

Til venstre i billedet ses den 28-åriges forsvarer Claus Bonnez, mens anklager ved statsadvokaten Emil Stenbygaard ses til højre i billedet.

Mandag var anklagers og forsvarers sidste mulighed for at påvirke Landsretten i Aalborg i den spektakulære skoleskydersag.

De sidste ord er sagt, og de sidste vidner er afhørt. 

Der er nu ikke mere at gøre for anklager Emil Stenbygaard og forsvarer Claus Bonnez i ankesagen mod en 28-årig mand fra Hobro.

Retten har trukket sig tilbage efter mandagens retsmøde, og nu skal de votere og finde ud af, om den 28-årige nordjyde kan kendes skyldig i at planlægge at udføre et eller flere masseskyderier på en eller flere skoler, eller om han skal frikendes.

Han havde i juni 2020 fortsat alt, han skulle bruge til et masseskyderi.

- Emil Stenbygaard, anklager

På mandagens retsmøde skulle de to advokater komme med deres procedure for de ni nævninge og tre juridiske dommere i Vestre Landsret i Aalborg. 

Og det var to vidt forskellige udlægninger af sagen, der mandag blev fremsagt af anklager og forsvarer.

Hvis man sidder med en fornemmelse af, at det ville han aldrig have gjort, så skal han frifindes.

- Claus Bonnez, forsvarer

Anklager ved Statsadvokaten Emil Stenbygaard var nærmest ikke var i tvivl:

- Det må lægges til grund, at det ikke kun er fantasi eller tanker om at begå manddrab. Den eneste grund til, at den tiltalte ikke fik realiseret sin plan, var at han blev anholdt, lød det fra Emil Stenbygaard.

Her var tonen dog noget anderledes hos den tiltaltes forsvarer Claus Bonnez:

- Vi har så meget materiale, hvor den tiltalte fortæller, at han ikke kan, men også hvor han fortæller, at han gerne vil, men det har stået på i så mange år, at forsvaret sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet ville blive til noget, sagde Claus Bonnez.

28-ÅRIG ER TILTALT FOR AT PLANLÆGGE MASSEKSYDERIER – SAGEN KORT

I februar 2022 blev en 28-årig mand fra Hobro ved byretten i Aalborg kendt skyldig i at planlægge at dræbe en eller flere personer ved et eller flere skyderier på en eller flere bestemte skoler eller uddannelsesinstitutioner.

Den 28-årig ankede dommen, og derfor er sagen nu taget op igen i Vestre Landsret i Aalborg, hvor den kører som en ankesag.

Både i landsretten og i byretten nægtede den 28-årig sig skyldig og derfor går han og hans forsvarer efter, at den 28-årig nordjyde bliver frifundet i landsretten. Hele vejen igennem har den 28-årige nordjyde forklaret at det hele blot var en fantasi, som han ikke ville virkeliggøre.

I en periode på omkring tre år har den tiltalte 28-årige nordjyde skrevet på et over 150 sider langt manifest, hvori han beskriver sit ønske om at udføre et masseskyderi – en dag han har kaldt V-day (vengeance day, red.) – ligesom han også beskriver planlægningen af masseskyderiet i sit manifest. I manifestet havde den 28-årige sat en dato for, hvornår masseskyderiet skulle finde sted – mellem den 20. og 23. august 2018.

Af manifestet fremgår det også, at den 28-årige af to omgange har været på rekognosceringstur i Aarhus. Første gang var i april 2018, hvor den tiltalte blandt andet var inde på Aarhus Statsgymnasium. I maj 2018 var den tiltalte igen på rekognosceringstur i Aarhus, denne gang var han inde på Aarhus Universitet, og flere gange har han også været inde på SOSU Østjylland i Aarhus. På sin computer skulle han ifølge politiet have søgt på yderligere mere end 50 skoler.

I sit hjem i Hobro havde den 28-årige to pistoler, som han lovligt måtte opbevare i våbenskab i sit hjem, fordi han havde været medlem af en nordjysk skytteforening i mere end to år. I den tiltaltes hjem fandt politiet også mere end 850 patroner, såkaldt taktiskbeklædning samt en stor Bowie kniv.

Derudover var den 28-årige en del af incel-miljøet, hvor han var særdeles aktiv på et internet forum i periode på to år og helt frem til sin anholdelse. Selvudnævnte incels står bag flere masseskyderier i USA og Canada.

Nu er det imidlertid op til de ni nævninge og tre juridiske dommere at tage stillingen til skyldsspørgsmålet.

Det får vi svar på onsdag omkring middag, hvor retssagen igen tages op til skyldskendelse.

Fantasi eller ej?

De to procedurer ved mandagens retsmøde, det fjerde af sin slags i ankesagen, kredsede især om én afgørende ting i denne ankesag.

Var det hele blot en fantasi, som den tiltalte har forklaret både i byretten, men også i landsretten? 

Hvis det hele blot har været noget, som den tiltalte har udspillet oppe i sit hoved og ikke ville virkeliggøre, så kan han ikke dømmes for forsøg på manddrab, for uanset hvor beskidte fantasier eller tanke, man måtte have, så kan man ikke dømmes for fantasere. Der skal være et forsæt til at ville gøre tankerne til virkelighed, og det mente anklager Emil Stenbygaard, at den tiltalte havde.

Under sin procedure refererede han til flere passager i det over 150 sider lange manifest, den tiltalte har skrevet i en periode fra 2015 og frem til 2019. Det er i manifestet, at han har beskrevet sine tanker og ønsker om at udføre et masseskyderi, ligesom han også beskrev, at masseskyderiet skulle finde sted mellem den 20. og 23. august 2018 – en dag han kaldte v-day (vengeance day, red.).

- V-day blev ikke til noget, fordi det var en fantasi, siger tiltalte, men det mener jeg helt klart ikke passer. Der var fortsat liv i planen om at udføre v-day og endda helt frem til den tiltaltes anholdelse, sagde Emil Stenbygaard under proceduren.

Men anklageren tog fat i de mange videodagbøger den tiltalte har lavet, hvor den tiltalte havde gjort mange af de ting, som han havde beskrevet som en del af fantasien: Han havde en glock-pistol med skarpe patroner i magasinet liggende i en skuffe, han havde en stor kniv, som skulle være hans back-up våben og han havde fuldt taktisk beklædning i sin lejlighed.

- Hvorfor beholdt han det hele, hvis det blot var en fantasi? spurgte Emil Stenbygaard og hernviste til, at den 28-åriges lejlighed i juni 2020 blev ransaget, hvor politiet konfiskerede hans to pistoler og flere andre ting.

Ville aldrig gøre det, mener forsvarer

Den tiltaltes forsvarer Claus Bonnez brugte den første del af sin procedure på at slå teorien fast omkring forsæt til at udføre en handling. 

I følge forsvareren, handler sagen om, at der ikke er blevet begået et masseskyderi, og den tiltalte aldrig ville kunne gøre det.

- Det her blev forberedt i årevis. Tiltalte havde fra 2017 det, der skulle til. Man må spørge sig selv, hvis det var hensigten, hvorfor blev det så ikke udført? Der er så mange detaljer, og så bliver det ikke til noget, sagde Claus Bonnez under sin procedure, mens han flere gange slog fast, at man ikke kan dømmes for at planlægge noget, som man ikke vil udføre.

Claus Bonnez sagde dog, at det er rigtigt, at den tiltalte har haft en stor interesse for våben og der har været planlægning og et ønske om at udføre et masseskyderi. 

Claus Bonnez mener, at man kan høre, hvordan den tiltalte bliver ved med at komme med undskyldninger for, at han ikke kan udføre masseskyderiet alligevel – familiebegivenheder kom i vejen, han følte at han følte sig fysisk underlegen eller han fik empati for sine mulige ofre.

- Det skal være sådan at retten også har en opfattelse af at tiltalte har psyken til at udføre det. Hvis man sidder med en fornemmelse af, at det ville han aldrig have gjort, så skal han frifindes, sagde Claus Bonnez.

Ville ikke have ordet

Undervejs i mandagens retsmøde har den tiltalte siddet stille på sin plads i retten og fulgt med i de to advokaters procedure. Nogle gange har han taget noter, når der er blevet sagt noget, men ellers har han siddet med front mod den, som taler og lyttet.

Inden retten trak sig tilbage, fik den tiltalte mulighed for at få det sidste ord i ankesagen. I byretten valgte den tiltalte at takke ja til det, hvor han sagde:

- Nu skal jeg muligvis straffes, fordi jeg fortsat har søgt på massemordere, men jeg har ikke haft en plan, men bare en fascination. Nu skal jeg straffes for at have en fascination for dette emne, selvom jeg har droppet det, sagde den tiltalte i byretten i Aalborg i slutningen af januar sidste år.

Men i dag i Vestre Landsret valgte han ikke at tage imod muligheden for at komme med en afsluttende bemærkning.


Legendarisk heavy metal i Aalborg: Flere numre er aldrig blevet spillet - før fredag

Foto: Privatfoto

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det ikoniske heavy metal-band har fans i alle aldre, selvom storhedstiden ligger mange år tilbage.

Fredag aften gik det løs i Studenterhuset i Aalborg, hvor der blev spillet numre fra det ikoniske heavy metal band Iron Maiden.

De gamle briter havde dog ikke selv bevæget sig til det nordjyske, men det var Maiden Aalborg, som spillede numre fra albummet 'Somewhere in time' fra 1986.

Det er endda et tilbagevendende arrangement, at Maiden Aalborg har debut med et nyt album fra Iron Maiden.

- Grunden til, at vi gør det, er, at vi er meget nostalgiske over deres musik. Vi er alle sidst i 40'erne eller start 50'erne i bandet, og så passer det godt med julen, hvor man også er lidt nostalgisk, at vi kommer tilbage her med et nyt album, fortæller Mikkel Sandager, der er én af de fem bandmedlemmer hos Maiden Aalborg.

- Og så elsker vi selvfølgelig bare Iron Maiden, og vi har spillet dem i knap 25 år. Der har vi også kunnet se, at aldersspændet på publikum går fra fædre, der kommer med deres søn eller datter på seks/syv år, til folk på 80 år, der kan huske Iron Maiden - det er blandt andet min egen far. Jeg tror, det går meget i arv, når forældrene er fans af bandet, siger han videre.

Flere numre er aldrig opført

Målet for coverbandet, der tæller musikerne Mikkel- og Morten Sandager, Andreas O’Caroll, Kasper Molin, Casper Skafte og Phillip Winther, er, at de vil have et repertoire af Iron Maiden-albums, som de kan bookes ud fra.

- Vi vil gerne kunne de fleste plader - okay, måske en smule ambitiøst, men i hvert fald seks-syv stykker, hvor vi kommer med nyt scene-setup til hver af pladerne, fortæller Mikkel Sandager, der er forsanger i bandet.

Iron Maiden lavede i alt 17 studiealbummer, så der ville også være mange for bandet at lære - og en del af sangene, som der er på 'Somewhere in time', har Iron Maiden endda aldrig selv optrådt med.

- Der er ingen tvivl om, at det er den mest krævende plade, fordi de ikke har spillet mange af sangene live. Vi plejer at kunne finde livevideoer, som vi bruger som reference til en optræden, og hvordan den kan spilles live. Det gør det både mega spændende og nervepirrende, siger Mikkel Sandager.

Specielt én sang har været en stor udfordring for forsangeren.

- Det er 'Alexander the Great'. Det er en af de mest episke numre, som de endda selv først har spillet i 2023, men det er også den sværeste sang vokalmæssigt, jeg har stået overfor. Det er en tungetvister uden lige, og jeg har gået hvileløst i timevis på gulvet derhjemme og forsøgt at få ordne ind i munden, siger han med et grin.


Salget er begyndt: Simon bruger 15.000 kroner på fyrværkeri

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Afskydningsperioden bliver kortere, men det får ikke Simon Bidstrup til at holde sig tilbage.

I tiden frem mod nytår holder den kæmpe fyrværkerientusiast Simon Bidstrup fra Hirtshals øje med forskellige fyrværkerishop på nettet og ser efter, hvad der er i årets sortiment.

- Hvad er der tilbud på? Hvad ser fedt ud? Jeg sidder egentlig bare og scroller, skriver nogle ting ned på en liste, og så regner lidt ud, hvor meget vil jeg give og have, fortæller han til TV2 Nord, da vi møder ham hos Lønstrup Fyrværkeri.

15. december markerer nemlig også dagen, hvor man kan købe fyrværkeri, og derfor var Simon Bidstrup og kammerat ude for at kigge efter noget krudt.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, ender jeg med at bruge 15.000 kroner, tror jeg, lyder det fra Simon Bidstrup.

- Så det er rimelig mange penge. Men igen kan andre bruge det på noget andet - hvad end de synes, der er fedt. Det siger jeg jo ikke noget til, siger han videre.

Og det er da også mere end, hvad den gennemsnitlige nordjyde bruger på fyrværkeri. En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at nordjyderne regner med at bruge 270 kroner - kun overgået af vestjyderne, der vil bruge 280 kroner.

Meget mere end gennemsnittet

Hos Lønstrup Fyrværkeri bruger kunderne dog også generelt flere penge, afslører ejer, Bjørn Nielsen.

- Sidste år var snittet cirka på 1100 kroner. Men der er jo nogen, der kommer og køber for 20 kroner, og andre køber for flere tusinde kroner, siger indehaveren.

Han afslører også, at der er en tilbagevendende kunde, som plejer at bruge meget mere, end Simon Bidstrup satser på i år.

- Han plejer at komme og lægge 30.000 kroner, og det giver han lyd om på forhånd. Både hvad han ønsker, men han giver også mig frie tøjler til en del af det, da jeg ved, hvad han kan lide, fortæller Bjørn Nielsen.

Ejeren regner med, at salget af fyrværkeri vil være på nogenlunde samme niveau som sidste år - Dansk Erhverv tror i sin analyse, at salget vil stige.

- Det kan måske også stige lidt, siger Bjørn Nielsen.

Kortere periode

Stigningen kan komme på trods af, at det fra i år udelukkende er tilladt at affyre fyrværkeri 31. december og 1. januar - tidligere har det været fra 27. december.

Simon Bidstrup tror endda, at den forkortede periode kan få folk til at købe mere.

- Siden perioden er indskærpet, tror jeg helt klart, at folk kommer ud og bruger mere. Fordi de så tænker, "jeg må kun fyre af i to dage". Så køber de mere, fordi så har de mere at opleve. Det lyder dumt, men det er realiteten, siger Simon Bidstrup.

Ejeren af Lønstrup Fyrværkeri køber ikke helt den forklaring, men han tror heller ikke, at den forkortede periode får noget at sige.

Jeg tror ikke, det de forsøger at ændre ved at lave afskydningsperioden. Jeg tror ikke, det sker. Dem, der render rundt og starter før tid, kommer til at være ligeglade med reglerne. Hvor meget de strammer dem, slutter Bjørn Nielsen.


Nissefest og jubilæum: Kom med ombord på juleskibet Frida

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det velkendte juleskib Frida, der sejler både nisse- og julemænd til kajen ved Løgstør, fejrer i år 60-års jubilæum. Børn og voksne trodsede søndag regnvejret for at møde skibets besætningsmedlemmer.


Foto: Hotel Aahøj

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er for gæsternes skyld, at der nu er regler.

Kamilla Vinter Hoffmann har valgt en ny retning for sit hotel i Sæby. Men hun er lidt spændt på, hvordan det mon bliver modtaget.

Hun har nemlig besluttet, at Hotel Aahøj fra nu af indfører nøgen-fredag i hotellets saunaretreat. Det betyder, at man er nøgen i saunaen, nøgen under koldtvandsspanden og nøgen, når man bader i åen.

- Det bliver spændende at se, om det her tiltag åbner for en hel ny målgruppe. For på den her måde åbner jeg for det tyske marked, for ingen tyskere benytter en sauna med badetøj, siger hotelindehaveren.

Men det er dog ikke for tyskernes skyld, at hun har valgt at indføre dagen.

Kamilla Vinther Hoffmann er ikke bleg for selv at hoppe i åen, selvom det er vinter. Foto: Hotel Aahøj

Nøgne mennesker i baren

Hun har valgt at indføre dagen, fordi der blandt gæster har været forvirring omkring, hvorvidt man skulle have badetøj på eller ej. Nogle har gjort det ene og andre andet.

- Jeg havde en gruppe, som havde booket hele hotellet. Alle kom ind i restauranten helt nøgne for at bestille en drink, de kunne få med ind i saunaen, fortæller Kamilla Vinter Hoffmann.

Hun skulle lige tænke over, hvor hun skulle kigge hen, da hun lavede drinks til de nøgne gæster. Men episoden gav anledning til eftertanke - og ændringer i den måde, hun driver hotellet på, når det ikke er hele hotellet, der er booket.

- Jeg kan jo ikke have halvdelen af gæsterne til at rende rundt nøgne, og den anden halvdel til at rynke på næsen. Og jeg skal ikke lave regler om, at folk skal have badetøj på for min skyld, så jeg tror, det er en god idé, at der er regler for det, mener hun.

Den eneste regel, der er i saunaen, er, at man skal sidde på et håndklæde for at passe på saunaen.

Hvis det bliver en succes, og gæsterne tager godt imod det nye tiltag, regner hun med også at indføre nøgen-tirsdag.

Hotel Aahøj

Hotel Aahøj er et mindre hotel med 10 dobbeltværelser og en luksuslejlighed. Når der er fyldt op, kan hotellet rumme 26 gæster.

Saunaen er en tønde, der kan rumme 8-10 gæster.

Har man booket overnatning, får man udleveret badekåbe, håndklæde og slippers - og er man på hotellet en fredag men ønsker ikke at være nøgen, kan man blot benytte området lørdag i stedet for.


Vindstød af orkanstyrke skræmmer ikke: - Vi er vant til blæst

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det kan være en god idé at sikre sin julepynt inden aftenens blæsevejr.

I landets nordligste kommuner har TV 2 Vejret udsendt et varsel om vindstød af orkanstyrke fra klokken 21 søndag aften og frem til mandag morgen klokken 6.

Det er det absolut højeste trin på Beaufortskalen, der inddeler vindens hastigheder i 12 trin. Orkan er det højeste med vind på 32 meter i sekundet. Det svarer til 117 kilometer i timen. Når det blæser så meget, kan det forårsage skader på bygninger.

Dagens varsling er dog ikke noget, der har givet anledning til at panderynker hos Nordjyllands Beredskab.

- Vi gør ikke noget særligt, vi følger blot situationen. For vi er vant til, at det blæser heroppe, og nordjyderne er gode til at sikre alt fra trampoliner til julepynt, lyder det fra Diana Sørensen, der er direktør ved Nordjyllands Beredskab.

Julepynten sat fast med wirer

De vilde vindstød kommer på et tidspunkt, hvor gaderne i byerne er fyldt op med ting og sager, der skal sikre den gode stemning. For eksempel den lysende julepynt, som man finder i mange handelsbyer.

Og derfor giver blæsten da også handelschefen i Frederikshavn, Dan Kobberup, grund til at holde ekstra øje med de mange lys.

- Det er sat op efter alle kunstens regler af fagfolk, og de store ting er sat fast med wirer, forklarer han.

Så du er ikke nervøs for vindstød af orkanstyrke?

- Jo, det er jo ikke lige det, vi ønsker i december. Så hellere sne og frost, siger han.

Vejrforholdene betyder desuden også, at flere færgeafgange til og fra Hirtshals er aflyst. Det er også netop ud for Hirtshals og Skagen, at bølgerne bliver højest. Ifølge DMI bliver det fem til otte meters bølger, når det er værst. Som det fremgår af billedet herunder, er det primært langs vestkysten, at der kommer høje bølger.

Foto: DMI

Dertil kommer det, at vejret giver en øget vandstand langs veskysten både i Nordjylland og på Læsø. Omkring klokken 5 mandag morgen, kan den ifølge DMI's radar være forhøjet med op til 120 centimeter.

En lille formaning

Selvom Diana Sørensen er glad for, at nordjyderne oftest er gode til at sikre deres hjem inden blæsevejr, vil hun alligevel gerne komme med en opfordring til borgere i Hjørring og Frederikshavn Kommune inden søndag aften:

- Gå lige en tur i haven og se efter, om alt kan tåle vejret. Tjek, om der er en stor gren, der kan falde ned og ødelægge dit eller naboens skur eller drivhus, siger hun og tilføjer:

- Og har man julepynt hængt op udenfor, så tjek, at det sidder godt fast og ikke kan rive noget med ned.