Endelig er det besluttet - her skal ny børnehave i Skørping ligge
Der er akut mangel på børnehavepladser i Skørping.
Vejen har været lang til at finde placeringen af en nye børnehave i Skørping.
Der har nemlig været stor uenighed - og stor interesse for emnet. Men nu er det blevet besluttet på et byrådsmøde, at man arbejder videre med en placering på Gammel Skørpingvej 124. Det er i den nordlige ende af byen, hvor mange nye borgere kommer til.
- Det har taget lang tid, at få taget en belsutning. Man kan diskutere, om det har taget for lang tid, siger borgmester Jesper Greth (V), der har stemt for placeringen.
- I forhold til den tid, vi har brugt, er det selvfølgelig træls, for vi står og mangler en børnehave nu. Men man skal have respekt for processen med at finde den rigtige placering, og det er gjort nu, så nu er det bare at få projektet ud over stepperne.
Mange muligheder på marken
Den nye børnehave på det store markareal skal rumme 55 børnehavepladser og 25 vuggestuebørn, og det vurderes, at være tilstrækkeligt frem til 2035. Og på grund af placeringen er der mulighed for, at institutionen kan udvides, hvis der opstår behov for det.
- Jeg synes, det er en fin placering, der giver mulighed for udvidelse og at få et godt stort område, som også ligger et sted, hvor nye borgere kommer til, så på den måde er det fint, forklarer Jesper Greth.
Både Venstre, Konservative, Jeppe Ugilt og Leon Sebbelin stemte for.
Socialdemokratiet, Den Sociale Fællesliste, SF og Enhedslisten stemte imod.