Gammel kro fik "ny nabo" - pludselig eksploderede bookingerne på særligt værelse

Særligt et værelse er skyld i, at Rold Storkro har fået langt flere bookinger.

Værelse 121 på Rold Storkro har fået en opgradering. Men ikke til det nyere. Faktisk nærmere til det modsatte. 

For det nyistandsatte værelse er blevet indrettet som i 60’erne.

- Det har vi jo gjort, fordi vi har fået en ny nabo – eller det vil sige, at det er en nabo, der har ligget her siden begyndelsen af 60’erne. Vi vidste bare ikke, at vi havde ham – og han hedder Regan Vest, forklarer Bente Pedersen, der er underdirektør på Rold Storkro. 

En særlig pakke

Efter påsken har man kunnet booke et såkaldt Regan Vest ophold i værelse 121, hvor man kan kombinere overnatning i det gamle 60’er værelse med en tur i koldskrigsbunkeren.

- Man kommer søndag aften, får en middag, og er mandag på Regan Vest, der har vi reserveret billetter. Vi har 20 billetter til hver mandag, forklarer Bente Pedersen.

Søndag den 9. april var første gang, gæster kunne overnatte i det nye værelse i gamle klæder. Og det blev taget i brug med det samme.

- Gæsterne har været glade, og de har synes, at det har været sjovt. De føler, at de er kommet ind i en tidslomme, hvor det er nogle sjove gimmicks, vi har, pointerer underdirektøren.

Se det særlige værelse i videoen her:

Har solgt 75 procent allerede

Værelset indeholder blandt andet gamle Anders And blade, et ældre B&O-anlæg og alt fra gamle designermøbler til vinyler fra 60’erne.

Ja selv bøjlerne i skabet har mange år på bagen. Men det er der en helt særlig grund til ifølge underdirektøren.

- Jeg tror, at man vil føle, at oplevelsen er mere fuldendt. Det er i hvert fald vores ønske og vores idé, konstaterer Bente Pedersen.

Værelse 121 kan også bookes uden et besøg i Regan Vest, men kongstanken bag værelset er koblingen til den velbesøgte koldkrigsbunker i nabolaget.

Er I ikke bare reddet med på Regan Vests' succes? 

- Selvfølgelig er vi da det!, erkender Bente Pedersen. 

- Men må man ikke det? Det er sådan i den her verden, at man godt må samle æbler op fra jorden, hvis de er gode – og det har vi gjort, anerkender hun. 

Allerede på søndag tjekker de næste gæster ind på værelse 121, og flere følger efter de kommende søndage.

- Vi er voldsomt stolte over, at vi allerede har solgt cirka 75 procent af de her ophold, slutter Bente Pedersen med at sige.


Seneste nyt

fra Nordjylland