Guld til Guldbæk: Vingård vinder pris og er nu ved at høste frugterne
Der er travlt hos Guldbæk Vingård tæt ved Svenstrup. Høsten er begyndt, og familievirksomheden har netop vundet en stor pris i en vinkonkurrence, hvilket giver flere kunder i butikken.
Saksene, spandene og stolene er fundet frem i markerne på Guldbæk Vingård tæt ved Svenstrup. Årets vinhøst er nemlig begyndt.
- Det ser fint ud. Vi er godt tilfredse, og kvaliteten er god, lyder det fra Jan Thrysøe, der er vinbonde på Guldbæk Vingård, om årets høst.
I øjeblikket bliver der derfor løbet stærkt på vingården, men det skyldes ikke kun årets høst, og at høsten har været forsinket. For tidligere på ugen vandt familievirksomhedens mousserende vin nemlig guld i en stor, international vinkonkurrence i Østrig, AWC Vienna, hvor mere end 11.000 vine deltog.
- Det er jo stort. Der er vi oppe mod hele verden, siger Jan Thrysøe til TV2 Nord.
Vi har virkelig behov for at vise kunderne og resten af verden, at vi selvfølgelig kan lave vin i Danmark.
Jan Thrysøe, vinbonde, Guldbæk Vingård
Udover at den nye guld-pris har givet flere kunder i butikken, så håber familievirksomheden på, at den også kan være en gevinst for den danske vinbranche.
- Vi kæmper lidt med fordomme om, at dansk vin er noget surt noget, og det er helt forkert. Det er nogle fordomme, man har gået rundt med fra gammel tid. Så vi har virkelig behov for at vise kunderne og resten af verden, at vi selvfølgelig kan lave vin i Danmark, siger vinbonde, Jan Thrysøe, til TV2 Nord.
Selvom det for Jan Thrysøe er svært at spå om, hvad årets høst konkret ender ud med, så gætter han på 5 til 6.000 liter vin.
Frivillige hjælper med at høste frugterne af årets hårde arbejde
Hvert år tropper en række frivillige op på vingården for at hjælpe med at høste druerne - og i år var ingen undtagelse.
- Der er frisk luft, der er gode mennesker, og det er et godt projekt. Og hvem har lige mulighed for at plukke druer midt i Danmark, det er simpelthen bare fantastisk, siger Britta Fabricius Olesen fra Aalborg, der har været med som frivillig de sidste fem til seks år.
Stefan Horslev fra Ålestrup var fredag også med som frivillig - for første gang.
- Det er et lille hyggeligt fællesskab. Det er rigtig hyggeligt, lyder det fra ham.