Wow! Henriks frokost i kantinen stak helt af
Sådan så det ud, da Henrik Bro Christensen fik at vide, at han havde vundet prisen som Årets Nordjyske Iværksætter.
Henrik Bro Christensen troede, han kunne spise sin frokost i fred. Men så kom der en sanger, dansende bjørne og jonglører forbi.
Henrik Bro Christensen vil egentlig bare gerne spise sin frokost, som han plejer.
Men denne dag - sidst i august - er cateringfirmaet, der leverer frokosten hos Henrik Bro Christensens firma HBC Group, noget forsinket. Så alle medarbejdere sidder allerede klar og venter, da cateringfirmaet dukker op og begynder at sætte maden op.
Da maden endelig er på plads tager en af cateringmedarbejderne ordet og beklager den forsinkede frokost:
- Som et lille plaster på såret, så har vi lidt underholdning, mens I sidder og spiser, siger han til de sultne ansatte.
Hvad Henrik Bro Christensen ikke ved er, at forsinkelsen er ganske planlagt. At manden, der har taget ordet, i virkeligheden kommer fra TV2 Nord. Og udenfor venter en hel flok mennesker på at overraske Henrik Bro Christensen.
Det bliver mere og mere mærkeligt
Først kommer der en sanger med en guitar ind i kantinen. Han begynder at synge en undskyldende sang:
”Er kommet sent med mad, det vil vi beklage. Hvor er vores frokost? Får vi slet ingen frokost?”
Imens dukker kameraer op, men Henrik Bro Christensen har endnu ikke lugtet lunten.
- Jeg fik at vide, jeg skulle bare spise min mad og nyde musikken. Og jeg blev bare mere og mere overrasket, og da mit navn også blev nævnt, så tænkte jeg, det var meget for ti minutters forsinkelse, siger Henrik Bro Christensen.
Og den planlagte overraskelse er langt fra færdig med at udfolde sig. Først kommer to dansende maskot-bamser ind i kantinen. De fyrer konfettirør af. Så kommer der to jonglører ind ad døren.
Imens fortsætter sangen, der nu fortæller, at Henrik Bro Christensen skal hyldes med en iværksætterpris, inden der igen skydes konfetti ud over den overraskede direktør.
Årets Nordjyske Iværksætter 2024
For det er hele grunden til, at dette kaos har ramt kantinen hos HBC Group denne dag.
Henrik Bro Christensen er kåret til Årets Nordjyske Iværksætter, og han skal med til Årets Nordjyde for at få overrakt prisen, en statuette og en præmiecheck på 15.000 kroner.
Han er blevet indstillet til prisen for opbygningen af sin virksomhed, der de seneste år har haft stor succes med at bygge maskiner, der kan reparere ødelagte bilfælge, så de kan komme ud og rulle igen.
På fem år er omsætningen vokset med svimlende 411 procent, og det er ikke gået ubemærket hen.
Dommerne ved Årets Nordjyde begrunder valget af Henrik Bro Christensen sådan her:
- Hvad er en iværksætter egentligt? Er det første gang man får et CVR-nummer og opretter en virksomhed – eller er det de talrige forsøg på at få en eller flere ideer til at lykkes – måske begge dele. Henrik Bro er eksempel på det sidste. Og senest har han fået en idé til at genbrug gamle fælge, så de kommer tilbage på vejene i stedet for at blive skrottet. Det med så meget succes, at konceptet nu er udbredt i flere lande og forretningen går glimrende. Det giver ham nu prisen som Årets Nordjyske Iværksætter.
Og det er en tydeligt berørt Henrik Bro Christensen, der modtager ordene og prisen til Årets Nordjyde.
- Det er bare stort. Jeg kan bare ikke lade være med at finde på, og så har jeg nogen omkring mig, der griber det. Det er jo vildt, siger han.
Du kan se hele awardshowet Årets Nordjyde lige her: