Hydrema ansætter krigsveteraner: - De giver den samme produktionsværdi, siger direktør
Se hele indslaget fra TV2 Nord.
Hos Hydrema ved Støvring har man ingen problemer med at ansætte krigsveteraner – også selvom de er ramt af PTSD. De giver nemlig den samme produktionsværdi ligesom andre medarbejdere.
Den nordjyske maskinproducent Hydrema har ansat krigsveteraner siden 2007.
- De giver den produktionsværdi, som andre medarbejdere også gør, siger direktør Jan Werner.
- Måske ikke lige i samme grad og på samme tidspunkter, som de andre kan, men vi har meget diversitet på virksomheden, og derfor er der også plads til nogle, der ikke lige kan være til stede 100 procent, som andre kan.
Fik chancen i marketing
En af de krigsveteraner, som er blevet ansat i Hydremas marketingsafdeling, er PTSD-ramte Thorsten Kudahl Kristensen.
Han har været udsendt tre gange med det danske forsvar til både Kosovo og Irak, som har givet ham ar på sjælen. Det har derfor ikke været let at finde et job.
- Jeg kan jo være længere tid om at løse opgave i forhold til en, der ikke har PTSD, siger Thorsten Kudahl Kristensen.
Det er en anden verden, den grønne verden, og så komme ud i den civile arbejdsverden. Der er stor forskel.
Per T. Frederiksen, Servicechef i den militære afdeling hos Hydrema
I dag arbejder han 30 timer om ugen i marketingsafdelingen hos Hydrema.
- Jeg har nogle friheder, hvis jeg har en dårlig dag, så kan jeg ringe ind til min chef og sige, at jeg har nogle tanker, der kører rundt i hovedet – det er nok ikke så godt jeg kommer på arbejde i dag, siger Thorsten Kuhdahl Kristensen.
Kommer tættere på den gamle hverdag
Hydrema leverer og vedligeholder blandt andet materiel til det danske forsvar. Og det er en del af forklaringen på, hvorfor veteranerne falder godt til.
- Det arbejde, vi kan tilbyde her for veteranerne, gør, at de kommer lidt tættere på den hverdag, de har været i hos Forsvaret, siger direktør Jan Werner.
Med de voldsomme oplevelser, som mange har veteraner har med i bagagen, er et fællesskab vigtigt.
- Der er en, de kan gå hen og læne sig op ad og sige, jeg har det lidt skidt i dag, hvordan gør jeg lige i den situation, fortæller Per T. Frederiksen, der er servicechef i den militære afdeling hos Hydrema.
- Det er en anden verden, den grønne verden, og så komme ud i den civile arbejdsverden. Der er stor forskel.
Hydrema har på nuværende tidspunkt 15 krigsveteraner ansat i virksomheden.