Rekordhurtigt salg af Fryseslottet i Rold Skov
Der var stor interesse for at købe "Fryseslottet" - også kendt som det tidligere privathospital i Skørping. Op mod 10 købere meldte sig på banen efter få uger.
Kært barn har mange navne - og mange kender den slotslignende ejendom i Skørping som enten "Fryseslottet", Skørping Sanatorium, privathospitalet i Skørping eller bare "Hospitalet i Skørping".
Ejendommen blev opført af staten i 1906 som tuberkulosesanatorium.
Siden 1991 har den huset flere privathospitaler, og stedets mangeårige ejer, den 81-årige Jørgen Enggaard, valgte i slutningen af november at sætte ejendommen til salg. Nu mindre end en måned senere er den solgt.
Udbudt til 19,5 millioner kroner
"Fryseslottet" blev udbudt til 19,5 millioner kroner, og det er ifølge ejendomsmægler Stig Theilmann, EDC Erhverv Poul Erik Bech mange år siden, at der har været så stor interesse for en erhvervsejendom af denne karakter. oplyser han i en pressemeddelelse.
- Allerede på dagen for offentliggørelsen fik jeg 4-5 henvendelser fra seriøse købere og i de efterfølgende dage havde vi op til fire fremvisninger om dagen. Det er lang tid siden, at jeg har oplevet noget lignende for en erhvervsejendom i denne prisklasse, siger han, og fortsætter:
- Det har været et sjovt og spændende projekt og et privilegium at få lov til at stå for salgsprocessen.
Overbudsrunde
Stig Theilmann og Jørgen Enggaard blev efter kort tid klar over, at den bedste løsning var at udskrive en overbudsrunde, så alle de interesserede købere kunne få samme mulighed for at byde ind.
En enkelt køber bød endda med det samme en høj overpris for at undgå overbudsrunden, men det blev vurderet, at det ville være unfair overfor de øvrige interesserede.
Vinderen af overbudsrunden blev den lokale ejendomsudvikler Bill Nielsen fra Aalborg, og han glæder sig meget over muligheden for at føre ejendommen videre i samme ånd som den er blevet drevet hidtil.
Ny ejer: Føres videre i samme ånd
- Ejendommen er en af de mest attraktive i Nordjylland, og jeg var derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at det var et projekt, jeg gerne ville være en del af. Nu står jeg inden længe med nøglerne til den fantastiske hovedbygning og de øvrige ejendomme med et samlet areal på 5.856 kvadratmeter, og jeg glæder mig meget til at føre traditionen for stedet videre, siger han.
Sælger Jørgen Enggaard var inden udbuddet af ejendommen spændt på, hvor stor interessen for stedet ville være.
- Ejendommen har været i familiens eje i mere end 30 år, og det er vigtigt for mig, at stedet føres videre til glæde for både lejere og lokalsamfundet i Skørping. Nu kan stafetten gives godt videre og en ny epoke begynde for ”Fryseslottet”, siger Jørgen Enggaard.
"Fryseslottet"
- ”Fryseslottet” i Rold Skov blev opført af staten i 1906 som tuberkulosesanatorium.
- Oprindelig hed stedet Skørping Sanatorium og var et selvforsynende sanatorium med eget vandværk, vaskeri og endda dyr i staldene.
- Stedets primære opgave var at behandle patienter med tuberkulose. Det foregik frem til 1950’erne, hvor sygdommen stort set blev udryddet i Danmark.
- I 1991 blev ejendommen omdannet til en af Danmarks første privathospitaler under navnet Skørping Privathospital og har i den mellemliggende periode fungeret som privathospital under forskellige ejere.
- Senest har Capio Privathospital Skørping haft til huse i bygningerne, men fra nytår fraflytter privathospitalet stedet.
- Udover hovedbygningen omfatter ejendommen flere erhvervslejemål samt 14 boliger.
- Ejendommene tæller samlet set 5.856 kvadratmeter, mens grunden er på 39.561 kvadratmeter.
Kilde: Skørping Hospital A/S v/ Jørgen Enggaard og EDC Erhverv Poul Erik Bech, Aalborg/Skørping