Skørping-virksomhed sender stort solanlæg til Vietnam

Skørping-virksomheden Arcon-Sunmark er netop gået i gang med at opføre et nyt solvarmeanlæg i Vietnam.

Det nordjyske firma Arcon-Sunmark har taget hul på et asiatisk soleventyr. Skørping-virksomheden er netop gået i gang med at etablere et 5000 kvadratmeter stort solvarmeanlæg i Vietnam for produktionsvirksomheden PrimeAsia Leather Company. Det skriver det nordjyske firma i en pressemeddelelse.

- Ud fra en vietnamesisk målestok er det et meget stort anlæg, som vi nu opfører i Ba Ria-Vung Tau, og det vil der blive lagt mærke til. PrimeAsia Leather Company arbejder meget på at reducere miljøpåvirkningen fra deres produktion, og her bidrager solvarmeanlægget markant både i forhold til CO2-udslip, men også i forhold til en mere skånsom håndtering af spildevandet fra fabrikken.

- Derudover giver anlægget en direkte reduktion i fabrikkens energiomkostninger, og den vil blive større og større, idet energipriserne i Vietnam kontinuerligt stiger, siger Hans Grydehøj, Project & Business Development Manager ved Arcon-Sunmark.

Den vietnamesiske virksomhed producerer skind til tøj- og skoindustrien. 90 procent af spildevandet fra fabrikken vil fremover blive håndteret af solvarmeanlægget.

- Anlægget for PrimeAsia Leather Company anser vi for at være et rigtig solidt referenceprojekt, der kan være nøglen til at åbne dette spændende marked op med hensyn til storskala solvarmeanlæg. Vietnam bliver ofte kaldt for verdens værksted, og der ligger virkelig meget forarbejdningsindustri i landet. Det er interessant, fordi denne type industri typisk har et stort energiforbrug, hvor solvarme vil kunne dække en stor del af behovet, siger Hans Grydehøj.

Arcon-Sunmark regner med, at det nye solvarmeanlæg står færdig i begyndelsen af 2018.


Seneste nyt

fra Nordjylland