Rebild Bakker har måske ikke stigninger som Alpe d'Huez, men i weekenden får de himmerlandske veje besøg af en mand, som tidligere har vundet på det legendariske Tour de France-bjerg. Faktisk var det netop her, han grundlagde sin karrieres største triumf, da han få dage senere sikrede sig den samlede Tour de France-sejr.
Det er den lille spanier Carlos Sastre, som i den kommende weekend vil cykle i Rebild. Det sker for at prøvekøre de ruter, der skal køres på, når cykelløbene Cykelstafetten Spar Nord og Carlos Sastre Classic senere på året bliver kørt i Rebild.
Allerede i november sidste år kom det frem, at Carlos Sastre i løbet af 2017 ville deltage i cykelløb på de nordjyske veje. Det er Cykelstafettens arrangør Ole Egeblad, der har lokket den nu 42-årige spanier til Nordjylland.
- Jeg havde fornøjelsen af at være sponsorchef for CSC i syv år og lærte ham at kende i 00'erne, og vi havde ham og Jens Voigt oppe at køre i Rudersdal tidligere i år, og så snakkede jeg med ham om at komme med herop i september, fortalte Ole Egeblad dengang til TV2 Nord.
Cykelstafetten Spar Nord og Carlos Sastre Classic finder sted henholdsvis 2. og 3. september i år, men på lørdag prøver den tidligere Tour de France-vinder kræfter med løbsruterne, og her har cykelmotionister mulighed for at cykle med - og hvis formen tillader det - få en sludder med den lille spanier, som i adskillige år kørte på Bjarne Riis' nu hedengangne cykelhold.
Der er plads til 75 deltagere og pladserne bliver fordelt efter "først til mølle"-princippet.