Trine tager sjælden uddannelse: - Mor fik ret. Jeg er vild med det!
Trine Nielsen er landet på den rette hylde, fortæller hun.
Rebild Kommune er Danmarks bedste til at lande unge i rette uddannelse og styrke samarbejdet med lokale virksomheder, viser ny analyse fra Dansk Industri.
- Jeg er rigtig glad for det. Det er en god arbejdsplads!
25-årige Trine Nielsen elsker i dag jobbet som procesoperatør, som hun snart er færdig med at uddanne sig til på industrivirksomheden Mekoprint i Støvring.
Men sådan har det ikke altid været. Hun var nemlig meget i tvivl, da hun skulle vælge uddannelse. Inspirationen kom fra en person meget tæt på hende.
- Det var min mor, der læste om det og tænkte, at det lød som noget for mig. Jeg tænkte: Det kan ikke skade at tage grundforløbet. Men så var det ret fedt, og jeg ville gerne lære mere om det. Så mor havde ret – det er noget for mig, siger hun.
Og netop fordi mange unge tvivler på, hvad de skal uddanne sig til, har man i Rebild Kommune arbejdet målrettet med at skabe en bedre kommunikation mellem kommunen, virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne.
En indsats, der har sendt kommunen helt til tops på listen over de mest erhvervsvenlige kommuner – under punktet ”uddannelse”.
Har stort ansvar
Dansk Industri har rangeret samtlige 98 kommuner inden for flere kategorier. At Rebild nu ligger nummer et, er kommunens borgmester naturligvis begejstret for.
- At vi kan erklære os som Danmarksmestre, er selvfølgelig helt fantastisk. Vi tager et stort ansvar for, at de unge mennesker får en erhvervsuddannelse, når de kommer ud af Folkeskolen. Det er noget af det, vi har haft fokus på i det forgangne år, og nu ser vi så det ultimative resultat.
Et af fokuspunkterne har været et tæt samarbejde mellem kommunen, virksomhederne og de unge. Det mærker man også hos Mekoprint, hvor Trine Nielsen tager sin uddannelse som procesoperatør.
- Vi har en fælles opgave i at få klædt elever og unge mennesker så godt på som muligt. Og der har vi oplevet, at Rebild Kommune har rakt ud og spurgt, om vi ville lægge virksomhed til forskellige arrangementer. Og det har der været stor opbakning til, siger HR-direktør Marianne Ringberg.
Beskæftiger 12 lærlinge
Virksomheden i Støvring beskæftiger lige nu 12 lærlinge, og den fælles indsats overfor de unge giver pote.
- Jeg vil gerne blive her, hvis jeg får tilbudt et job, når jeg er færdiguddannet, siger Trine Nielsen, der oprindeligt er fra Fyn.
Trine Nielsen er færdiguddannet procesoperatør til august 2024.
Analysen fra Dansk Industri tildeler også Rebild Kommune en tredjeplads i "Information og dialog" og en femteplads i "Overordnet erhvervsvenlighed".
Den næstbedst placerede nordjyske kommune er Morsø, der ligger nummer to på listen "Digitale rammer". Det er 14. år i træk, at Dansk Industri laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
Rebild Kommunes placeringer i analysens 10 kategorier: