Vandværk forbyder folk at vande deres egne haver
Foto: Aalborg Forsyning
Der er vand nok i hanen til at drikke, lave mad og børste tænder. Men man skal undgå at vande haven, skriver Terndrup Vandværk på Facebook.
Terndrup Vandværk advarer mod 'sanktioner', hvis borgerne spreder vand i haven. Manglen på vand er netop nu så stor, at man risikerer at løbe tør, lyder det.
De seneste dages tørre vejr skaber nu problemer med at producere nok vand i Terndrup.
Det lokale vandværk forbyder alle brugerne at vande græs, blomster og fylde badebassinet i folks egne haver, da man ellers ikke vil kunne sikre nok drikkevand.
- Vi ved godt, at alt er tørt også haven. Men vi oplever p.t. et meget stort forbrug, som gør, at vi næsten ikke kan følge med på vandværket med at producere vand til jer. Derfor er ALT havevanding forbudt pr. dags dato, skriver Terndrup Vandværk på sin Facebookside søndag aften.
Sand i to af tre boringer
Forbuddet er en nødvendighed, fordi Terndrup Vandrup for tiden kun har én i stedet for sine tre sædvanlige boringer af rent vand. Det forklarer næstformand Poul Vinding.
- De to andre boringer er blevet ødelagt, fordi der begyndte at komme sand op i dem. Og desværre mislykkedes det at lave nye boringer, så vi har kørt på pumperne de seneste måneder, siger han.
Video: Sådan klarer Terndrup-borger sig
Vandværkets eneste fungerende boring , der ligger vest for Terndrup By, producerer omkring 140.000-150.000 kubikmeter vand om året. De 780 kunder i vandværket bruger tilsammen omkring 100.000 kubikmeter vand.
- Boringen kan dække borgernes forbrug, hvis de ikke de bruger for meget vand. Men når mange vander have på én gang, får vi problemer, lyder det fra næstformanden.
Når mange vander have på én gang, får vi problemer.
Poul Vinding, næstformand, Terndrup Vandværk
Sanktioner hvis du vander
Hvis forbuddet mod at bruge vand i haven ikke bliver overholdt, vil det få konsekvenser, advarer Terndrup Vandværk i sit Facebookopslag søndag aften.
- Hvis vi opdager, folk ikke overholder, vil det medføre sanktioner, skriver vandværket.
Næstformand Poul Vinding oplyser, at man endnu ikke har lagt sig fast på, hvad de nævnte sanktioner kan blive. Det vil man drøfte på det kommende bestyrelsesmøde på onsdag.
VIDEO: Risikerer mangel på drikkevand
Vandværkets formand Jan Lisberg vil dog gerne understrege, at en økonomisk straf ikke vil komme på tale.
- Vi vil snarere tage en kammeratlig samtale med folk, siger han.
Vandværket opfordrer på Facebook til, at man deler opslaget og giver budskabet videre. Her beder man også om, at vandværket kontaktes, hvis nogen ikke overholder forbuddet.
Alligevel frygter Poul Vinding ikke, at borgerne vil holde øje med og angive hinanden.
- Nej, vi frygter ikke, folk stikker hinanden. Får vi en melding om det, tager vi ud og kigger.
sidste ende vil vi jo også kunne slukke for vandet hos en forbruger.
Poul Vinding, næstformand, Terndrup Vandværk
Endnu en boring på vej
Om fire uger forventer Terndrup Vandværk at have endnu en boring i drift én kilometer sydvest for bymidten ved Lyngby Skovvej, så vandkapaciteten i byen dermed fordobles. Alligevel regner man ikke med at 'give los' i forhold til at lade borgerne vande deres haver uden restriktioner.
- Vi har tidligere oplevet, at folk vandede deres haver for meget. Og ligesom andre lande i Europa ser vi, at der bliver mangel på vand. Så vi bliver også nødt til at spare her hos os. Så det er ikke sikkert, at folk må vande haverne så meget igen som før, siger han.
Formand Jan Lisberg forklarer, at man i flere år har frarådet byens borgere at vande planterne i haven, da det både er "dyrt og spild af vand".