Dommens dag i Rebild-sagen

I dag falder der dom i ankesagen i Rebild-sagen om groft seksuelt misbrug af ni børn. [b]Få et overblik over sagen her.[/b]

Den 29. marts i år blev en 56-årige mand fra Rebild idømt lovens strengeste straf for sit mangeårige seksuelle misbrug af ni børn, heraf syv af sine egne. Han blev idømt forvaring på ubestemt tid. Den dom valgte den 56-årige at anke, og det er i dag, at sagen får sit endelige punktum i Vestre Landsret i Aalborg.

Forsvareren kræver frifindelse og anklageren kræver stadfæstelse af byrettens dom.

Rebildsagen betragtes som en af de værste sager om seksuelt misbrug af børn.

Her er en kort gennemgang af sagen:

 

* December 2010: Den 56-årige familiefar anholdes og varetægtsfængsles for sexovergreb mod sine egne børn.

* Februar 2012: Retten i Aalborg indleder sagen. 18 vidner afhøres.

* I marts 2012 bliver den 56-årige familiefar idømt lovens strengeste straf - en forvaringsstraf - for groft seksuelt misbrug af ni børn. De syv er hans egne. Han dømmes desuden til at betale 915.000 kroner i erstatning til børnene. Han anker sagen på stedet.

* Sagen går tilbage til 1994, hvor anden begår seksuelt overgreb på sin dengang femårige søn.

* Manden er dømt for i perioden 2001-2010 at tvinge sin i dag 16-årige datter til samleje og anden kønslig omgang. I perioder skete overgrebene dagligt.

* I perioden 2003-2008 har manden haft anden kønslig omgang end samleje med sin nu 12-årige datter. Manden var også tiltalt for samleje med datteren, men det fandt dommeren ikke bevist.

* I 2005 havde manden flere gange anden kønslig omgang end samleje med en veninde til den ældste datter.

* I årene 2005-2007 har han ligeledes tvunget en anden 15-årig pige, ligeledes en af datterens veninder, til samleje og anden kønslig omgang.

* I perioden 1994-2004 har manden haft samleje og anden kønslig omgang med sin søn, som nu er 23 år. I flere tilfælde har han bundet drengen på hænder og fødder og sat tape for munden af ham, inden han forgreb sig på ham.

* I 2000-2005 har han haft samleje og anden kønslig omgang med sin nu 18-årige søn.

* I perioden 2000-2007 har manden under trussel om vold tvunget fire af sine sønner til at have samleje og anden kønslig omgang med deres søster, som i dag er 16 år.

* Borgmester i Rebild Kommune Anny Winther har erkendt, at børnene skulle være fjernet. Kommunen har efterfølgende fyret tre kommunalchefer på grund af sagen.

* Socialminister Karen Hækkerup har bedt Ankestyrelsen om at granske Rebild Kommune for at sikre, at der bliver rettet op på procedurerne. Regeringen har desuden oprettet en task force, der skal hjælpe kommuner i misbrugssager.

* Børnene er i dag 25, 23, 20, 18, 17, 16 og 12 år.


Seneste nyt

fra Nordjylland