Folketingspolitiker til utrygge borgmestre: - Slå koldt vand i blodet
Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord
I de seneste måneder og år har der været skrevet meget om sundhedsområdet, hospitalerne og manglen på praktiserende læger.
På trods af flere økonomiske og logistiske udfordringer, så er de nordjyske borgmestre medunderskrivere på et høringssvar fra KL med, at det ikke ligefrem er alt, som de er enige i fra strukturkommissionen, som kommer med forslag til en noget anderledes organisering.
- Det er helt fair, at de har den bekymring, de har. Men samtidig skal man lade regeringen arbejde, inden man går ud og er utryg og nervøs. Så de nordjyske borgmestre skal lige slå kold vand i blodet, lyder det fra folketingspolitiker Mohammad Rona (M).
HER ER DE TRE MODELLER:
1. Nye regioner
I stedet etableres der otte til ti sundheds- og omsorgsregioner, som skal ledes af folkevalgte politikere. De nye regioner får ansvar for sygehuse, almenmedicinske tilbud samt den øvrige praksissektor. Foruden det får de ansvaret for en række opgaver på sundheds- og ældreområdet, som i dag bliver løst af kommunerne.
2. Regionerne nedlægges
I stedet skal der være et "statsligt enhedssundhedsvæsen". Det vil betyde, at staten overtager driften af sygehuse, almenmedicinske tilbud og den øvrige praksissektor og en række opgaver, som i dag bliver løst af kommunerne.
3. Opgavefordeling mellem regioner og kommuner bevares
Antallet af regioner forbliver fem eller reduceres til tre. Regionerne skal fokusere på at løse opgaver uden for sygehusene, og staten skal styrke kravene til kommunernes opgaver.
- Hvis man ikke har appetit på at gå ind og lave voldsomme ændringer i organisationsstrukturen, kan man så konstruere en model, som stadig vil kunne løse opgaven om sammenhæng og skabe et nært primært sundhedsvæsen, lød det fra formand for Sundhedsstrukturkommissionen, Jesper Fisker, på pressemødet, da de blev fremlagt.
Nært - ikke fjernt
Generelt har borgmestrene i høringssvaret det svært med centraliseringen, som de synes, der bliver lagt op til af strukturkommissionen. Både ved enten at nedlægge regionerne, men også ved, at nogle opgaver skal overgå til staten.
- Der er i forslaget, at man vil fjerne sygeplejersker fra hjemmehjælpsgrupperne, og det hænger ikke særlig godt sammen. Jeg synes, at de burde have kigget mere på opgaverne, sagde borgmester i Jammerbugt kommune Mogens Gade (V) tidligere til TV2 Nord.
Det er Mohammad Rona dog meget uenig i.
- Det er nogle fine modeller, og det er et seriøst godt stykke arbejde. Det skal man først og fremmest anerkende, for det er ikke en nem opgave, pointerer han og fortsætter.
- Det er kun godt med forskellige modeller, for vi har behov for at kigge sundhedssektoren igennem en gang for alle, konstaterer han.
Frygter Region Nordjylland forsvinder
Borgmester i Aalborg Kommune Lasse Frimand Jensen (S) tænker, at Region Nordjylland som den mindste region i landet står for skud, hvis man nedlægger regionerne.
- Jeg er nok mest bange for den model, som betyder, at staten overtager opgaven. Så vil jeg kunne se nogle faresignaler i forhold til, hvad det betyder for regionen, og hvad det vil betyde for den service, borgerne oplever, sagde Lasse Frimand Jensen tidligere til TV2 Nord.
Hvorfor er det så vigtigt at bibeholde Region Nordjylland?
- For mig at se, så har vi et sundhedsvæsen, som på mange områder fungerer. Det er under pres, fordi antallet af ældre vokser, så vi skal gøre noget nyt - vi skal tænke nye. Det tror jeg på, at vi kan i partnerskaber.
Moderaterne gik til valg med tanke på at for eksempel at nedlægge regionerne, og det er en tanke, som man forsat har hos partiet ifølge Mohammad Rona.
- Vi holder fast i den model, vi selv gik til valg på, så må vi se hvordan og hvorledes det ender. Det er vigtigt at tage det dybt alvorligt og være seriøse omkring modellerne og fremtiden, understreger han.