Formand vil bremse CPR-misbrug: - Vi lægger os fladt ned - det skal ikke ske igen
Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) anerkender regionens ansvar i svindelsagen og vil nu tage sagen op med landspolitikerne på Christiansborg.
En svindler har siden 2015 misbrugt 41 CPR-numre til at få udleveret stærk medicin. Nu går regionsrådsformand Mads Duedahl (V) ind i sagen.
- Først og fremmest er det her en rigtig, rigtig ærgerlig sag. Det er dybt problematisk, at vi på den måde oplever identifikationstyveri.
Som formand for det nordjyske regionsråd har Mads Duedahl (V) ansvaret for nordjydernes sundhed.
Derfor ærgrer det ham, at en storsvindler har formået at få ordineret stærke morfinpiller hos landets lægevagter – ved at udgive sig for at være andre og dermed udnytte de intetanendes ofres CPR-numre.
- Det kan være svært at dæmme op for dygtige svindlere. Vi har med mennesker at gøre, og vi arbejder med tillid, så derfor sker sådan nogle ting en gang imellem, siger Mads Duedahl om sagen, hvor én kvinde har svindlet sig til mere end 6000 piller.
Lægerne har ansvaret
Efter TV2 Nord har forelagt sagen for Mads Duedahl (V) vil han nu kræve, at der bliver ryddet op i den måde, hvorpå morfinpiller bliver udskrevet.
- Ansvaret for vores vagtlægeordninger ligger hos de praktiserende læger, som driver det. Derfor er det også vigtigt for os nu at få en dialog med de praktiserende læger og forstå, hvordan de efterlever sundhedsstyrelsens retningslinjer, som jo faktisk foreskriver, at man bør kræve fremmøde, når man skal udlevere den form for medikamenter, lover regionsrådsformanden.
Reglerne er nemlig sådan, at man som patient skal møde fysisk op hos egen læge for at få udskrevet de stærke piller – netop for at undgå misbrug.
Det er frygteligt at opleve, at der både er en, der får stjålet sin identitet og bagefter beskyldes for at være misbruger.
Mads Duedahl (V), formand for Regionsrådet
Dén regel er tilsyneladende ikke blevet overholdt i mindst 20 tilfælde, hvor det lykkedes for den kvindelige svindler at få udleveret 208 morfinpiller af 14 forskellige lægevagter.
- Ansvaret ligger entydigt hos lægerne, men vi må jo anerkende som region, at der er sket en fejl, vi lægger os fladt ned og siger, at det her ikke er godt nok, siger Mads Duedahl (V) og vedkender sig dermed regionens rolle i sagen.
Anklaget for at have pillemisbrug
For et af ofrene, Frederikke Johnsen, har det haft alvorlige konsekvenser, at hendes CPR-nummer er blevet misbrugt.
Efter at være faldet på cykel og slået hovedet, kontakter hun vagtlægen, der ikke tror på hendes historie.
- Lægen siger til mig, at det mere ligner, at jeg har fået et lag tæsk, fortæller Frederikke Johnsen.
Lægen fortæller hende, at han kan se, hun har et pillemisbrug, og at det derfor giver mest mening, at hun må være blevet banket.
Ansvaret ligger entydigt hos lægerne, men vi må jo anerkende som region, at der er sket en fejl.
Mads Duedahl (V), formand for Regionsrådet
Lægens håndtering af Frederikke Johnsen ærgrer regionsrådsformanden.
- Det er frygteligt at opleve, at der både er en, der får stjålet sin identitet og bagefter beskyldes for at være misbruger. Det er desværre ikke en sag, vi kan løse i regionen – det må man se på på Christiansborg i forhold til at lave lovgivningen om, når det handler om identitetstyveri. Vi kan ikke bare rydde op i de registre, siger Mads Duedahl (V), der nu vil til bunds i sagerne.
- Jeg vil tage kontakt til de folk, der har ansvaret i dagligdagen – altså lægerne – og så tage kontakt til Christiansborg – det gør vi nok bedst gennem Danske Regioner. Det er en rigtig problematisk sag, vi skal lære af, så det ikke sker igen.