Storsvindler misbrugte Frederikkes CPR-nummer: - Jeg er enormt rystet
Frederikke Johnsen synes efterhånden, lægevagten minder mere om en sofistikeret pushervirksomhed.
Gennem en årrække har en 42-årig kvinde svindlet sig til stærke morfinpiller ved at ringe til landets lægevagter med andre personers CPR-numre. Et af ofrene er Frederikke Johnsen fra Aalborg.
20 opkald, 208 morfinpiller og 14 lægevagter over hele landet. Det er resultatet af den svindel, Frederikke Johnsen fra Aalborg var udsat for i sommeren 2019.
En storsvindler har siden 2015 bedraget sig til at få ordineret stærke morfinpiller hos landets lægevagter. Det har hun gjort med flere forskellige personers CPR-numre. Et svindelnummer Frederikke Johnsen er blevet offer for.
- Det er fuldstændig surrealistisk at høre nogen udgive sig for at være mig, siger hun.
Gennem ofrenes journaler kan man se, at kvinden siden 2015 har misbrugt i hvert fald 41 personers CPR-numre. Med dem har hun svindlet sig til mere end 6000 piller.
Jeg er enormt rystet over, at der har været så heftig aktivitet
Frederikke Johnsen, Aalborg
Pillerne, kvinden går efter, er stærke morfinpiller, der også kaldes opioider. De er meget vanedannende, og i USA er der store problemer med opioider, der har taget livet af mere end 500.000 amerikanere de sidste 20 år.
- En dygtig manipulator
Svindleren, der har misbrugt Frederikke Johnsens CPR-nummer, har lært sig en god metode til at få fat i pillerne.
- Udover at vide en masse om de piller, hun har brug for at få udskrevet, så kan hun også noget med det, der kaldes relationskommunikation, siger Tanya Karoli, professor på Institut for sprogkundskab hos Københavns Universitet.
Ikke nok med at svindleren er god til at skabe en relation til lægerne, så har hun også indøvet en fejludtalelse på et de medikamenter, hun går efter. På den måde fremstår hun mere naturlig, end hvis hun havde udtalt det korrekt. Det fortæller Tanya Karoli.
- Hun er en rigtig dygtig manipulator, og det kan man jo bruge på godt og ondt, siger hun.
Enten udgiver kvinden sig for at være den person, hvis CPR-nummer hun bruger, eller også siger hun til lægevagten, at hun er i familie med personen.
Hver gang er det en ny historie. Den ene dag kan hun have brækket foden, den anden dag ringer hun på vegne af sin mand, der er syg med kræft i maven. Alle historierne er fyldt med detaljer, der får lægevagten til at tro på hende. På den måde får hun ordineret pillerne.
Hovedreglen for ordination af afhængighedsdannende medicin er, at det kun kan ske ved personligt fremmøde og ikke over telefonen
Kent Kristensen, Lektor i sundhedsjura på SDU
Havde gjort opmærksom på svindlen
I juni 2019 ringer Frederikke Johnsens læge og fortæller, at der er nogen, der misbruger hendes CPR-nummer.
Frederikke Johnsen skynder sig at advare lægevagten, så det ikke fortsætter, og så tager hun på ferie. Det stopper dog langt fra kvinden, der i løbet af sommerferien når at ringe til hele 14 lægevagter over hele landet.
- Jeg er enormt rystet over, at der har været så heftig aktivitet, og at hun faktisk også har fået morfin, siger Frederikke Johnsen.
Burde ikke kunne ske
Kigger man på vejledningen for ordinering af medicin, burde det overhovedet ikke være muligt at svindle sig til stærke morfinpiller på den her måde.
- Hovedreglen for ordination af afhængighedsdannende medicin er, at de kun kan ske ved personligt fremmøde og ikke over telefonen, siger Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsjura på SDU.
Ifølge ham er de regler lavet for at undgå, at patienter kommer ud i et misbrug.
Journalsystemerne i Danmark er opdelt på den måde, at lægevagterne ikke har mulighed for at se, hvad der står i patientens journal fra egen læge eller fra sygehuset. På den måde kan lægevagten altså ikke se, om kvinden taler sandt om enten sygdom, medicinering eller familieforhold.
De fem regioner i Danmark har desuden hver deres lægevagt, og de snakker ikke sammen. Derfor kan kvinden ringe til de forskellige lægevagter uden at vække opsigt.
Tydelig konsekvens
For Frederikke Johnsen har det ikke været uden konsekvenser, at hendes CPR-nummer er blevet misbrugt til at skaffe piller.
Kort efter episoden vælter hun nemlig på cykel og får det dårligt efter at have slået hovedet. Hun vælger derfor at kontakte vagtlægen, der overhovedet ikke tror på hendes historie.
- Lægen siger til mig, at det mere ligner, at jeg har fået et lag tæsk, siger hun.
Lægen fortæller hende, at han kan se, hun har et pillemisbrug, og at det derfor giver mest mening, at hun må være blevet banket.
VIDEO: Hør om Frederikke Johnsens oplevelse med lægen her:
- Jeg har det rigtig dårligt og føler mig meget sårbar i den situation, så jeg går faktisk helt i panik, siger Frederikke Johnsen.
Efter flere års bedrageri er der nu rejst tiltale mod kvinden. Anklageskriftet mod hende indeholder 40 forhold om bedrageri. Kvinden blev tiltalt for første gang i sommeren 2019, og det seneste anklageskrift afløser i alt seks tidligere. Hun har altså været kendt af politiet i flere år, men har fortsat svindlen uden problemer.
Mød Frederikke Johnsen fra Aalborg i programmet 'Station 2: Pilledronningen', der sendes på TV2 mandag aften klokken 20:50 og kan streames på TV 2 Play.