Frederikshavn: Rotter stopper operationer på sygehus
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Et fund af rotteekskrementer i kælderen på Regionshospital Nordjylland i Frederikshavn betød tirsdag aflyste operationer.
Sterilcentralen, hvor de rengør, steriliserer og pakker instrumenter og operationsudstyr, ligger i kælderen under Regionshospital Nordjylland i Frederikshavn, hvor der tirsdag blev fundet rotteekskrementer. Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Af hensyn til patienternes sikkerhed valgte ledelsen derfor straks at aflyse alle de aktiviteter, hvor der benyttes sterilvarer, indtil man igen har sikkerhed for, at hygiejnen er i top.
Det drejer sig i dag, tirsdag, om 11 operationer fordelt på 4 urologiske, 4 ortopædkirurgiske samt 3 venekirurgiske.
Straks efter fundet af rotteekskrementer blev regionens Infektionshygiejne tilkaldt. De sørger sammen med personale fra Teknisk Afdeling og Serviceafdelingen for, at de hygiejnemæssige forhold bringes i orden, før Sterilcentralen i Frederikshavn igen tages i brug.
- Det er en virkelig træls situation at stå i. I særdeleshed for de patienter, som har fået aflyst deres aftale med hospitalet i dag og i morgen. Men vi er nødt til at kunne stå 100% inde for, at hygiejnen er i orden, og derfor valgte vi af sikkerhedsmæssige grunde at stille operationsaktiviteterne i bero, siger Ellen Boelt, viceklinikchef ved Klinik Kirurgi - Kvinde - Barn.
Formiddagens undersøgelser viste, at der er et hul i kloakken, hvor rotten kan være kommet ind. Dette hul er her tirsdag klokken 13.30 lukket, og nu påbegyndes grundig rengøring med klor og udstyr og instrumenter gensteriliseres.
Statens Seruminstitut er blevet rådført, og da man ikke med sikkerhed kan sige, om rotten har været i det rum, hvor de sterile pakker fremstilles og opbevares, så vil alt blive gensteriliseret og engangsmaterialer smidt ud.
Aktiviteterne genoptages igen torsdag. De 12 planlagte operationer hos kirurgien og urologien onsdag aflyses. Ortopædkirurgien havde sidste planlagte operationer onsdag, så de genoptager først aktiviteterne efter jul.
Der er ved at blive væltet en lejlighedsbygning ved siden af hospitalet, og det kan have sendt flere rotter over i kloakken.
Tirsdag har hele vejen igennem været en atypisk dag på Frederikshavn Sygehus. Tirsdag morgen gik strømmen nemlig på dele af sygehuset, og var væk i over en time.