Landsholdets tidligere læge: Danmark kan komme langt til VM
Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Nuværende læge i AaB, nordjyske Søren Kaalund, spår Danmarks drenge en 40 procents chance for at vinde VM. Spillerne ser stærke ud, lyder vurderingen.
Når de rød-hvide spillere løber på banen i Danmarks første VM-kamp på lørdag, så er der særligt én mand, som nærstuderer de driblende ben – og deres præstationer på grønsværen.
Nordjyske Søren Kaalund havde indtil februar 2016 sin daglige gang i landsholdets træningslokaler, hvor han var holdlæge og stod for spillernes helbred. I dag er han læge for spillerne i AaB og driver en ortopædkirurgisk klinik i Aalborg.
Jeg udelukker ikke, de kan vinde. Men det afhænger af, hvordan deres dagsform er, hvordan kampene udvikler sig med udvisninger, straffespark og skader.
Søren Kaalund, tidligere landsholdslæge
Han følger dem stadig tæt og tror på, at ’hans’ drenge kan nå langt til sommerens VM.
- Alle spillerne er godt repræsenteret i de store europæiske ligaer, og så har de den helt rigtige alder – hverken for unge eller gamle. De ser ud til at være rigtig skarpe, så det ser rigtigt spændende ud, siger Søren Kaalund.
Når den tidligere landsholdslæge går de enkelte spillere efter i sømmene, så er der mange spillere, der kan gøre Danmark stolt.
- Dalsgaard har potentiale til at score mål, for han løber hurtigt og kan bestemt ikke være rar at spille overfor. Schmeichel er blevet en voksen mand med et højt niveau, og sammen med Kjær holder han en stabil skanse. Christian Eriksen har for alvor foldet sig ud i England, og hvis Nikolaj Jørgensen løfter sig, er han også god, vurderer Søren Kaalund.
Kaalund: Vi kommer videre fra puljen
Danmarks første kamp mod Peru på lørdag bliver langt fra den sidste ved VM. Søren Kaalund tror på, at de rød-hvide klarer sig godt.
- Jeg tror, de kommer videre fra puljen ved at slå Peru og Australien. Men det bliver svært mod Frankrig, Portugal og Tyskland, for de er rigtig dygtige, siger den tidligere landsholdslæge.
Chancen for at vinde VM spår Søren Kaalund til at være 40 procent.
Alle spillerne er godt repræsenteret i de store europæiske ligaer, og så har de den helt rigtige alder – hverken for unge eller gamle.
Søren Kaalund, tidligere landsholdslæge
- Jeg udelukker ikke, de kan vinde. Men det afhænger af, hvordan deres dagsform er, hvordan kampene udvikler sig med udvisninger, straffespark og skader – især skaderne kan få stor betydning, så dem, der restituerer hurtigst, har de bedste chancer, siger han.
Selv vil Søren Kaalund følge Danmarks drenge tæt hjemme fra sofaen. Som han måske kommer op at stå i, når spændingen bliver for meget. I hvert fald er det som at sende en gammel cirkushest ind i manegen igen.
- Jeg skal se det hele – rub og stub. Og jeg vil savne hvert sekund, siger Søren Kaalund og slutter af med at ønske Danmark held og lykke på grønsværen.