Nordjyder rækker ud efter krisehjælp efter skyderi i København

Psykiatrien i Region Nordjylland holder krisehjælpen for berørte af skudepisoden i København åben så længe, der er behov for det.

To dage efter det voldsomme skyderi i storcenteret Fields i København, er danskerne stadig ikke kommet sig ovenpå chokket. Heller ikke i Nordjylland, hvor mange oplever efterreaktioner. 

Søndag aften var der særligt mange mennesker i området omkring Fields og Royal Arena - også nordjyder. De er nu sikret krisestøtte af Region Nordjylland, hvis de er berørte af den voldsomme skudepisode, og det har mange taget i mod. 

- Lige nu har omkring 100 nordjyder rakt ud efter vores psykosociale krisehjælp etableret efter søndagens voldsomme hændelser - vi tager hånd om hver enkelt individuelt, skriver Region Nordjylland på Twitter. 

Tal om det - også selvom du ikke var der

Mandag etablerede Psykiatrien i Region Nordjylland et psykosocialt beredskab efter de tragiske hændelser i Fields søndag aften. Her tilbydes professionel hjælp til at håndtere de eventuelle reaktioner, som kan følge efter en voldsom hændelse.

- Det, vi gerne vil forhindre, er, at efterreaktionerne udvikler sig til stress, angst, depression eller PTSD. Der er erfaring for, at hvis man får sådan nogle krisestøttende samtaler, så kommer man lettere over oplevelsen, siger Jan Mainz, som er direktør for Kvalitet og Patientsikkerhed ved Psykiatrien i Region Nordjylland. 

Tilbuddet gælder de nordjyder, der var til stede i og omkring Fields, og dermed var direkte berørte af de voldsomme hændelser, samt pårørende til skadelidte personer. Dog oplever Region Nordjylland, at nordjyder, der er berørte af situationen uden at have været direkte tæt på den, også henvender sig med behov for hjælp. 

quote Jeg tror, vi alle bliver påvirkede af situationer som denne

Jan Mainz, direktør for Kvalitet og Patientsikkerhed, Region Nordjylland

- Jeg tror, vi alle bliver påvirkede af situationer som denne, siger Jan Mainz og opfordrer til, at man taler med egen læge, hvis efterreaktionerne fortsætter. 

- Man skal tale med sine omgivelser, hvis man er tynget af det her mange dage endnu. Hvis man bliver ved med at være meget påvirket af det, skal man kontakte egen læge. Men det er okay, at vi mennesker har brug for at bearbejde sådan en hændelse, også selvom vi ikke har været der, siger han. 

Psykiatrien i Region Nordjylland henviser til en oversigt med gode råd til dig, der har oplevet en voldsom hændelse.

JAN MAINZ' GODE RÅD TIL BERØRTE NORDJYDER

- Kontakt psykiatrien

- Vær sammen med gode mennesker

- Prøv at lade dig aflede af en film, som ikke er voldelig

- Tal med venner og familie

- Sørg for at være i afslappende rammer

- Giv dig selv lov til at lave noget unyttigt

Åbent så længe der er behov 

Region Nordjylland skriver på Twitter, at krisetelefonen stadig er åben, hvis der er behov for krisehjælp for hjemvendte nordjyder i dag og i de kommende dage. Man kan også komme forbi Psykiatrien på Aalborg Universitetshospital til en personlig samtale.

- Vi holder krisestøtten til nordjyder berørt af tragedien i Fields åbent lige så lang tid, som det er nødvendigt. Vi kan se på dem, der har henvendt sig i går og i dag, at der er stort behov for krisestøttende samtaler, så vi forventer, at være nødt til at fortsætte den her støtte i noget tid endnu. 

Psykiatrien i Region Nordjylland tager hånd om hver enkel, der ringer ind. Rækker man ud for hjælp, vil man blive kontaktet samme dag af en sygeplejeske, en psykolog eller en læge, som vil fastlægge det videre behandlingsforløb. 

- Nogen gange drejer det sig bare om en enkelt samtale og andre gange er der behov for et reelt forløb, siger Jan Mainz. 

Telefonnummeret til krisestøtten er 97 64 30 00. 


Seneste nyt

fra Nordjylland