Nordjysk mejeri har problemer med ansøgning om kompensation

Sønderhaven Gårdmejeri i Brønderslev har fået gentagne afvisninger fra Erhvervsstyrelsen om kompensation.

 - Det er så herinde, vi laver ostene, siger Preben Ørum. 

Preben Ørum og konen ejer og driver virksomheden, Sønderhaven Gårdmejeri. De har problemer med at få godkendt en ansøgning om kompensation for manglende salg, da hans forretning har lidt under, at kunderne, engrosforhandlere, der sælger til hoteller og restauranter, ikke har haft gang i salget.

- Vi har søgt tre gange om kompensation for omsætningsnedgang, og det er så tredje gang, at vi har fået afslag på det, siger Preben Ørum.

Det lille gårdmejeri passer nemlig ikke i de rigtige kasser ifølge erhvervsstyrelsen. Efter to afslag fik Preben Ørum og konen vejledning af Erhvervsstyrelsen selv, men også denne gang blev ansøgningen underkendt.

- Vi fik hjælp fra Erhvervsstyrelsen, men heller ikke denne gang gik ansøgningen igennem på trods af, vi skulle være berettiget, og vi fik vejledning til at sende ansøgningen det rigtige sted hen, fortæller Preben Ørum. 

Mangler 700.000 kroner i omsætning 

- Vi har haft en omsætningsnedgang på godt 700.000 kroner.

Et beløb svarende til mellem 50 procent og 60 procent af virksomhedens salg til hoteller og restauranter. 

I sidste ende kan det have store konsekvenser for det lille mejeri.

- Det er svært at lukke et mejeri. Vi er nødt til servicere dem, der nu engang er der. De ansatte vi har, de er fastansatte, og vi vil gerne have de samme medarbejdere på den anden side af corona, så vi kan ikke bare fyre dem, så har vi ingen medarbejdere, siger Preben Ørum.

Det er forståeligt at små virksomheder, der ikke passer ind i de normale kasser bliver frustrerede, siger erhvervsordfører for Socialdemokratiet, Orla Hav. Foto: TV2 Nord
Det er forståeligt at små virksomheder, der ikke passer ind i de normale kasser bliver frustrerede, siger erhvervsordfører for Socialdemokratiet, Orla Hav. Foto: TV2 Nord


Politiker: Jeg vil personligt tage en besked med til erhvervsministeren 

- Jeg vil helt personlig tage en besked med til erhvervsministeren. Jeg vil gøre mit for, at der kommer styr på den her sag, siger Orla Hav, erhvervsordfører for Socialdemokratiet.

Han mener, at det ikke er godt nok, når der har været givet vejledning af Erhvervsstyrelsen selv.

- Der er ikke andet for, end vi må hjælpe hinanden, for at få kastet bedst muligt lys på sagen, siger Orla Hav. 

I Brønderslev ved det lille gårdmejeri er produktionen nu i gang igen, men der er stadig masser af plads på de tomme hylder, der skal fyldes ud efter coronanedlukningen, før alt er som det plejer.

-  Nu håber vi da ved gud, at åbningen af landet holder ved, så vi kan sætte produktionen op igen, og vi ikke skal lukke mere, slutter Preben Ørum.

Erhvervsstyrelsen vendte i dag ikke tilbage på henvendelsen fra TV2 Nord. 



Seneste nyt

fra Nordjylland