Ny politiuddannelse: Nordjyllands Politi får syv betjente
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST
De første 84 rekrutter fra politiets nye basisuddannelse er netop færdige. Syv af dem stempler ind hos Nordjyllands Politi pr. 1. februar.
Nordjyllands Politi kan fra 1. februar byde syv nye kolleger velkommen. Betjentene har netop bestået politiet nye 2-årige basisuddannelse, som ialt 84 betjente har fulgt. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Betjentene skal som start på deres karriere arbejde i politikredsens patruljecentre i Aalborg, Himmerland, Hjørring og Frederikshavn.
Hos Nordjyllands Politi er politidirektør Anne Marie Roum Svendsen begejstret for at modtage de syv nye betjente:
- Vi glæder os at tage imod vores nyuddannede kolleger. Vi har igennem længere tid været presset af ekstra afgivelser til blandt andet grænsekontrol, og vi er i politiet i en brydningstid: Vi arbejder med nye kriminalitetsformer, med mere grænseoverskridende kriminalitet og med vores parathed, når der sker noget alvorligt, siger hun.
Godt rustet trods kortere uddannelse
Den nye 2-årige basisuddannelse er et år kortere end politiets gamle grunduddannelse. Alligevel mener HR-direktør hos Rigspolitiet, Ina Eliasen, at betjentene er lige så kvalificerede som deres kolleger fra den traditionelle uddannelse:
- De nyuddannede betjente får en rigtig god uddannelse, som giver dem de nødvendige redskaber til at løse de mange opgaver, de bliver stillet overfor. De lærer blandt meget andet om arbejdet i beredskabet, konflikthåndtering, patruljetjeneste, cyber-kriminalitet, kultur, etik og politijura, siger Ina Eliasen og uddyber:
- Den kortere uddannelse har fået mere fokus på den praksisnære politifaglighed, så vi sikrer, at de bliver klædt rigtig godt på til deres fremtidige arbejde, understreger Rigspolitiets HR-direktør.
Sådan fordeles de 84 nye betjente
- 7 til Nordjyllands Politi.
- 5 til Østjyllands Politi.
- 5 til Syd- og Sønderjyllands Politi.
- 5 til Fyns Politi.
- 5 til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- 10 til Midt- og Vestsjællands Politi.
- 10 til Københavns Vestegns Politi.
- 11 til Nordsjællands Politi.
- 26 til Københavns Politi.