Politikere om besparelser på hospitalet: - Det ser fornuftigt ud
130 stillinger skal skæres væk - heraf 27 lægestillinger. Det bekymrer Lægeforeningen Nordjylland, der frygter for kvaliteten af behandlingen på hospitalerne.
I Regionsrådet er der forståelse for, at Aalborg Universitetshospital nu foretager tilretninger af medarbejderstaben i forsøget på at rette op på økonomien.
Meldingen om, at Aalborg Universitetshospital skal skære 130 stillinger - heraf 27 lægestillinger - fra næste år har mødt massiv kritik fra Lægeforeningen Nordjylland.
Anderledes positivt ser man på de planlagt besparelser hos flere af politikerne i Regionsrådet i Region Nordjylland.
Vi har en meget kompetent ledelse på Aalborg Universitetshospital, og det er deres opgave at finde ud af, hvor besparelser skal være.
Lone Sondrup, 1. Næstformand, Regionsrådet, Venstre
- Jeg synes, det ser meget fornuftigt ud, og vi har en meget kompetent ledelse på Aalborg Universitetshospital, og det er deres opgave at finde ud af, hvor besparelser skal være. Vi har jo lagt rammerne, og jeg synes, det ser meget fornuftigt ud, siger Lone Sondrup, der er 1. Næstformand i Regionsrådet (Venstre).
Hun bliver bakket op af modsatte side af den politiske fløj. Socialdemokratiets gruppeformand og medlem af Regionsrådet Mogens Nørgård roser også ledelsen på Aalborg Universitetshospital for rettidig omhu.
- Det er jo lidt ærgerligt, når nu vi nu har tiltrukket lægerne. Men det er jo altid vigtigt for en virksomhed, at man tilpasser medarbejderne i forhold til det, der skal leveres, siger socialdemokraten.
AUH: Nødvendig at spare
Ledelsen på Aalborg Universitetshospital, med økonomidirektøren i spidsen, står på mål for de mange stillinger, der nu skal skæres væk.
- Vi er i den situation, at vi på nuværende tidspunkt bruger flere penge, end vi har budget til. Derfor har vi valgt at reducere vores omkostninger, så vi i 2019 kan komme i budgetbalance, siger økonomidirektør Kim Mikkelsen.
Han forsikrer, at selv om der er lagt op til at skære 27 lægestillinger, så vil man forsøge at finde besparelserne via naturlig afgang og omstruktureringer.
Størstedelen af de nedlagte stillinger skal findes i Aalborg. Universitetshospitalets afdelinger i Thisted, Farsø og Hobro slipper væsentligt billigere - dog uden at økonomidirektøren endnu kan sætte præcise tal på.