Slut med minkforbud fra det nye år

Statens Serum Institut vurderer, at en "betydeligt reduceret minkproduktion" ikke vil være farlig for folkesundheden.

Risikoen for folkesundheden ved minkavl er nu så lille, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ophæver det midlertidige forbud mod minkavl i ved årsskiftet.

Vurderingen kommer fra Statens Serum Institut. Men den begrænsede risiko for folkesundheden vil være fra en "betydeligt reduceret minkproduktion og ved indførelse af smitteforebyggende tiltag". 

Det betyder, at der fortsat er krav til minkavlerne om smitteforebyggende tiltag til håndtering af COVID-19 i minkbesætninger, hvis de vil genoptage hvervet.

Mødes med minkavlerne

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) har inviteret minkbranchen til møde i ministeriet fredag klokken 13.00.

- For regeringen har det ene og alene handlet om folkesundheden, når det kommer til spørgsmålet om minkavl i Danmark. Derfor har det også været den afgørende faktor, at sundhedsmyndighederne har fundet det forsvarligt, at minkproduktion genoptages i Danmark, siger ministeren og fortsætter:

- Vi kan lade det midlertidige forbud udløbe, mens vi af hensyn til folkesundheden indfører en række smitteforebyggende tiltag i minkbesætningerne. Vi har haft møder med minkbranchen om forventningerne, og jeg ser frem til at gennemgå modellen med branchen.


Seneste nyt

fra Nordjylland