Tidligere minkavler har nu succes med lagerhotel

For godt et år siden fik Danmarks minkavlere et slag af dimensioner og en hel branche blev lagt ned.

En af de minkavlere, der måtte slagte sine mink og lukke ned sidste år er Rasmus Bøgsted. Men for ham er det lykkes at vende den arbejdsmæssige katastrofe til en succes. 

Han og hans kone, Susanne Bøgsted, driver nu en lagerhotelsvirksomhed på stedet, hvor Rasmus tidligere ejede og drev minkfarmen.

quote Mit indtryk er, at de fleste minkavlere er nogle, der ikke kan sidde stille

Rasmus Bøgsted, ejer, Bøgsted Lager Aps

- Vi fik aflivet minkene, og så fik jeg hurtigt en mulighed for at starte lagerhotel, da virksomheden Dog Coach spurgte, om vi ville samarbejde med dem og starte som lagerhotel, siger Rasmus Bøgsted, der nu er ejer af Bøgsted Lager ApS.    

Parret har derfor klaret sig rigtig godt i løbet af det seneste år, efter de måtte lukke deres farmen. 

Startede virksomhed med det samme

Den nu tidligere minkavler mener også, at minkavlerne er virksomme folk, der tager sagen i egen hånd.

- Mit indtryk er, at de fleste minkavlere er nogle, der ikke kan sidde stille. Så mange af dem, jeg kender, har, hvis ikke de har fået et job, selv startet andre virksomheder, siger Rasmus Bøgsted. 

Rasmus Bøgsteds lagerhotel.
Rasmus Bøgsteds lagerhotel.
Foto: Mickey Kruse / TV2 Nord

For Rasmus Bøgsted var det en svær periode umiddelbart efter minkene var blevet aflivet. For han er, som han selv siger, "opvokset med mink" og selv var tredje generation, der drev minkfarmen i Hjallerup.

Men han og konen lod sig ikke slå ud. Så foruden at drive eget lagerhotel, har de også købt sig ind i virksomheden Dog Coach, der sælger beklædning, henvendt til hundeejere, i eget design og navn. 

Samme virksomhed, der opfordrede parret til at starte lagerhotellet op.

- Vi drømmer om at få Dog Coach op og omsætte for 10 millioner kroner i år. Det er en fordobling fra seneste regnskabsår, siger Rasmus Bøgsted.

All-in på hunde

Derudover drømmer Rasmus og Susanne Bøgsted om at starte en hundepark på arealerne rundt om lagerhotellet.

- Tanken er, at man så kan komme og lufte sin hund på arealer med for eksempel en kunstig strand. Et lukket område, hvor man trygt kan færdes med sin hund uden snor, forklarer han.

Så efter at have set deres livsværk smuldre har Rasmus og Susanne Bøgsted rejst sig igen.

Se hele indslaget om succeshistorien her: 


   


Seneste nyt

fra Nordjylland