Lokale er bekymrede for nyt rocker-klubhus i Vodskov
Rockerklubben Satudarahs indtog i Nordjylland får borgere til at frygte, at unge kan blive rekrutteret til kriminalitet
I dag er Satudarah, målt på antallet af medlemmer, Danmarks største rockerklub. Nu er de officielt i gang med at etablere et klubhus i Vodskov nær Aalborg.
En ejendom lidt udenfor byen, tæt på motorvejen, befæstes netop i disse dage med et to meter højt plankeværk.
- Jeg kan godt forstå, at borgerne i Vodskov er bekymrede. Lige præcis den her gruppering har vi hørt mange ubehagelige ting omkring, lyder det fra Job & Velfærdsrådmand Nuuradiin S. Hussein (S) fra Aalborg Kommune.
Tør ikke stå frem
Bekymringen, som rådmanden taler om, var tydelig, da TV2 Nord forsøgte at indhente kommentarer fra Vodskovs godt 4000 indbyggere. Ingen ønskede at stille op til TV-interview. Mange sagde, at de er bange for at blive genkendt og frygter repressalier.
De fleste frygter ikke selv at blive udsat for kriminalitet. Til gengæld er mange bekymrede for, om Satudarahs tilstedeværelse i byen vil betyde, at flere "svage sjæle" fristes til at blive en del af rockermiljøet.
Mange af dem, TV2 Nord møder, er bekymrede for, om rockerne vil forsøge at rekruttere unge, der i forvejen befinder sig på kanten af systemet.
- Jeg har selv en søn, hvis reaktion på det nye klubhus var "Det tror jeg lige, jeg skal have tjekket ud", fortæller en far til TV2 Nords medarbejder og understreger, at sønnen herefter fik besked på, at det skulle han bare holde sig langt fra.
Snak med jeres unge
Ifølge lederen af forebyggelsesarbejdet ved Nordjyllands Politi, politikommissær Simon Jacobsen, er det præcis den rigtige reaktion:
- Forældrene skal tage en snak med deres unge om, hvad der foregår derude for tiden. Og så skal de fortælle de unge, at de der typer, skal man holde sig langt væk fra.
- Man behøver ikke være nervøs for at Satudarah aktivt forsøger at rekruttere unge på gaden. Det foregår primært i de kriminelle miljøer, forklarer han.
Pizzariaejer: - De passer sig selv
Men ikke alle er nervøse ved byens nye beboere. Den eneste borger, som havde lyst til at tale med TV2 Nord, har et ret afslappet forhold til rockerne.
- Jeg tror, man bare skal lade dem passe sig selv. Dem jeg har mødt har været flinke og velopdragne, forklarer Cehan Karademir, der driver det lokale pizzaria "Bella Italia".
- De kommer her nogle gange om ugen og køber nogle pizzaer. Flere af dem er håndværkere og opfører sig pænt, så jeg tror ikke, det bliver noget med, at de kommer til at køre rundt og spille smarte i store biler og på motorcykler, lyder det fra pizzaindehaveren.
TV2 Nord forsøgte i dag også at få en kommentar fra Satudarah selv. Ved klubhuset lykkedes det ikke at komme i kontakt med medlemmer af klubben. Satudarah har heller ikke reageret.