Tican-tillidsmand: Det er win-win
Nordjyske Tican bliver købt af tysk gigantslagteri
Fusionsplanerne med Danish Crown gik i vasken, men der grædes tørre tårer blandt medarbejderne på Tican-slagteriet i Thisted.
Mandag morgen fik medarbejderne på Tican-slagteriet i Thisted at vide, at den fusion mellem Tican og Danish Crown, som har været mange måneder undervejs, alligevel ikke bliver til noget. I stedet er aktiekapitalen overdraget til den tyske virksomhed Tönnies, og det gør ikke medarbejderne noget.
- Når det nu ikke kunne blive en fusion, så er vi meget positive overfor, at man har fundet en partner, der hedder Tönnies. Som vi hører det, er der stor mulighed for at bevare arbejdspladserne, og det sætter vi stor pris på, siger tillidsmand for slagteriarbejderne, Peter Uno Andersen.
Langt de fleste medarbejdere er efter sigende positive over for de nye ejerforhold. Den planlagte fusion med Danish Crown havde givet medarbejderne en mindre bekymring, da slagterigiganten tidligere har lukket slagterier rundt omkring i landet.
Selv om medarbejderne ikke ved meget om, hvad Tönnies er for en størrelse, har tyskerne tilkendegivet, at man vil ind på det danske marked og bevare arbejdspladserne i Thisted. Så tillidsmanden er ganske glad for det tyske indtog.
- Som jeg har hørt det, så vil vores leverandører få en bedre efterbetaling end det de var sat i udsigt ved Danish Crown. Det sikrer nok deres produktion. Det vil sige, at det sikrer grisene i Danmark, og det sikrer også vores arbejdsplads på sigt. Så det er alt i alt en win-win, siger Peter Uno Andersen.