Når en ny omgang maling og et par nye tagplader ikke kan redde en øjebæ, må gummigeden træde til.
De er derude, øjebæerne. De ligger på landet, men de ligger også inde midt i vores byer. De er farlige, de forurener, de ødelægger ejendomsmarkedet for de omkringliggende bygninger, de ikke bare siger men ligefrem skriger ”udkantsdanmark” – og så er det bare godt, gammeldags grimt. Det handler om de mange faldefærdige huse, der ligger som bumser på Nordjyllands smukke ansigt.
I går bragte vi i vores udsendelse klokken 19.30 indslaget om Vrå Hotel. Og man kan kun have sympati for de mennesker, der udtrykker deres ærgrelse over at bo og leve i nærheden af sådan en øjebæ. Det må være forfærdeligt at se på og lugte til, hvordan den engang formentlig meget smukke bygning forfalder og forrådner. Og det værste er: Vrå Hotel er ikke alene om at spille rollen som grimrian. Der er hundreder af huse, der burde have en tur.
Og det er altså en tur med gummigeden, vi taler om. Nogle strøg med en pensel og et par nye tagplader gør det ikke. Det er ikke den slags forfald, det handler om. Nej, det er huse, det er direkte farligt at bevæge sig i og sundhedsfarligt at opholde sig i nærheden af. Ikke om afskallet maling, en lidt rigelig livskraftig græsplæne eller i det niveau. Vi taler om ruiner. Og med mindre de er af historisk interesse, så skal den slags væk.
Det er lidt som med affald. Ligger der et par øldåser, tre pølsebakker og noget ispapir i et hjørne på en gade, så går der ikke ret lang tid inden affaldsdyngen begynder at vokse. For hvor skidt er, kommer skidt til. På samme måde er det med øjebæer. Det kan jo ikke betale sig at vedligeholde et hus, hvis naboens er ved at ramle sammen.
Det er oplagt ejernes ansvar at holde en ejendom i en acceptabel og forsvarlig stand. Kan ejeren ikke finde ud af det, må myndighederne gribe ind, nøjagtig ligesom politiet siger stop, farvel og tak til de værste vrag på vejene. For en øjebæ er ikke bare ejerens sag. Én øjebæ får et helt område til at stinke af forfald.
