Politiet om brand i Hobro: Vi undersøger fortsat omstændighederne bag branden

Nordjyllands Politi er fortsat i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder omkring den storbrand, der søndag eftermiddag brød ud i et boligområde Stoldal i Hobro. Onsdag kommer politiets teknikere til stedet.

Det er endnu uklart, hvorfor der søndag pludselig udbrød brand i en hel boligblok i Stoldal i Hobro, men Nordjyllands Politi har en formodning om, at branden er opstået i en af de mange lejligheder, der blev voldsomt skadet som følge af branden.

- Derfor har vi også indskærpet afgrænsningen i området, således at en del af de borgere, der bor der, nu har kunnet komme ind i deres lejligheder igen - om ikke andet så for at se lejligheden og eventuelle ting, som man måtte savne, fortæller politikommissær hos Nordjyllands Politi i Hobro, Preben Møller.

Han har selv været i området mandag formiddag, mens de egentlige brandtekniske undersøgelser først finder sted onsdag, når teknikere kommer til stedet.

I øjeblikket er politiet således i gang med at afhøre vidner i området, ligesom man efterforsker i forhold til blandt andet, hvordan branden har spredt sig.

I første omgang blev beboere fra hele 64 lejligheder evakueret fra deres boliger, mens der mandag fortsat er beboere i 18 lejligheder, der ikke kan komme hjem på grund af de voldsomme skader, branden har forårsaget.


Seneste nyt

fra Nordjylland