Dagen derpå: Der er sket store skader efter branden i Hobro
Der er sket så store skader i 18 lejligheder i boligbebyggelsen Stoldal i Hobro, at der kommer til at gå lang tid før, beboerne kan flytte ind igen. Skaderne skyldes en voldsom brand, som betød, at 64 lejemål søndag eftermiddag måtte evakueres fra deres boliger.
Der er sket så store skader i 18 lejligheder i boligbebyggelsen Stoldal i Hobro, at der kommer til at gå lang tid før, beboerne kan flytte ind igen. Skaderne skyldes en voldsom brand, som betød, at beboere i 64 lejemål søndag eftermiddag måtte evakueres fra deres boliger.
Det går fremad i dag mandag - dagen derpå den voldsomme og ødelæggende brand, der søndag hærgede boligbebyggelsen Stoldal i Hobro. Det er i hvert fald de ord, der kommer fra direktøren for Hobro Boligforening, Anders Kjær, når man spørger til, hvordan det går mandag formiddag.
- Det var kaos i går, men vi bliver nødt til at glæde os over, at ingen personer er kommet til skade, fortæller han og fortsætter:
- Selv om vi var mange fra boligforeningen hurtigt til stede for at få et overblik, og ja, selvfølgelig beredskabet, der kom - ja, så var det lidt kaos med at få alle folk ud af deres boliger.
I alt blev 64 lejemål evakueret som følge af den brand, der søndag eftermiddag pludselig opstod i en af lejlighederne.
Formentlig er der tale om en brand, der er startet i et værelse og hurtigt fik fat i en nærliggende altan.
Men den offcielle brandårsag ligger endnu ikke klar.
- Så vidt jeg ved, er det i et værelse inde i en lejlighed, fortæller direktøren for boligselskabet.
Mandag står det klart, at seks lejligheder er totalt udbrændte, og beboerne i disse lejligheder har mistet alt. I alt er 18 lejligheder fortsat ubeboelige.
- Heldigvis er ingen personer kommet til skade, men der er selvfølgelig sket meget stor materiel skade, og det er så det, vi nu skal have styr på, fortæller Anders Kjær, der er direktør i Hobro Boligforening.
Ligeledes skal boligforeningens folk og forsikringsselskaberne i gang med at få tilsluttet strøm igen i de lejligheder, som beboerne i løbet af manden har kunnet flytte tilbage til - ligesom der er sket nogle skader i de lejligheder, der skal repareres.
Heldigvis er ingen personer kommet til skade, men der er selvfølgelig sket meget stor materiel skade
Anders Kjær, direktør Hobro Boligforening
Der ud over har boligforeningen stor fokus på at tage hånd om de mange beboere, der nu står uden tag over hovedet - og for manges vedkommende kun har det, de står og går i.
- Vi har de berørte beboere til individuelle samtaler for at høre om deres situation lige nu og her, der er stor forskel på, hvad de enkelte har behov for, fortæller Anders Kjær og tilføjer, at boligforeningen har ledige lejemål, som man kan flytte ind i med det samme.
Flere måneder før klar igen
Umiddelbart efter branden søndag eftermiddag blev beboerne evakueret til Hobro Idrætscenter, hvor man kunne få varme og mad og drikke, ligesom der blev tilbudt overnatning på det nærliggende Danhostel.
Den umiddelbare vurdering er, at der vil gå flere måneder, før beboerne i de 18 lejligheder igen kan flytte tilbage. Indsatslederen hos Nordjyllands Beredskab Allan Frisk fortæller, at der er sket ret alvorlige skader. Både skader forårsaget direkte af ilden og skader som følge af vand og brandslukning.
Dertil kommer, at Beredskabet har sparket døre ind til flere lejligheder for at sikre sig, at alle beboere kom ud fra den brændende ejendom.