To fiskere mistede livet ved ulykken på Strandby Havn. Foto: arkivfoto

Grenaa Lossekompagni: - Det kunne være gået begge veje

Højesteret stadfæstede tirsdag dommen fra Landsretten i sagen om pumpemanden Nick Vejle. Grenaa Lossekompagnis advokat påpeger, at sagen kunne være gået begge veje.

Grenaa Lossekompagni burde have oplyst pumpemanden Nick Vejle om faren ved at gå ned i lastrummet på en kutter – og have instrueret ham om ikke at gøre det.

Det slog Højesteret fast tirsdag, og dermed skal Nick Vejle have erstatning fra sin tidligere arbejdsgiver, Grenaa Lossekompagni.

00:46

Se øjeblikket, hvor Nick Vejle får at vide, at Højesteret har stadfæstet dommen.

Luk video

Ved ulykken, der skete på Strandby Havn i 2014, forsøgte Nick Vejle at redde to fiskere i et lastrum fuld af livsfarlige gasser. De to fiskere mistede livet, og Nick Vejle fik en permanent hjerneskade, da han indåndede de giftige gasser.

Både Byretten og Landsretten bevilgede Nick Vejle erstatning, og Grenaa Lossekompagni ankede dommene til Højesteret.

I Højesteret mente tre dommere, at dommen skulle stadfæstes, mens to dommere ville frifinde Grenaa Lossekompagni.

Helt grundlæggende har vi ikke ment, at det var arbejdsgiverens forpligtelse at instruere om, hvad der foregår på en anden arbejdsplads.

Torben Rhodin, advokat

- Det er en endelig afgørelse, og det kan vi kun tage til efterretning. Der har været dissens i afgørelserne – ingen har været helt enige om, hvad udfaldet skulle være. Det er ikke en ukompliceret problemstilling, vi har stået overfor, siger Torben Rhodin, der er advokat for Grenaa Lossekompagni.

Han mener, at uenigheden mellem de fem dommere understreger, hvorfor det var nødvendigt, at sagen skulle til Højesteret.

- Vi synes også, at det er synd for Nick Vejle. Men helt grundlæggende har vi ikke ment, at det var arbejdsgiverens forpligtelse at instruere om, hvad der foregår på en anden arbejdsplads. Det har et mindretal i både Landsretten og Højesteret været enige i, siger Torben Rhodin.

Grenaa Lossekompagni har igen og igen påpeget, at Nick Vejles arbejdsområde var på kajen, og ikke nede i fiskekutteren.

Omvendt har Nick Vejles advokat peget på, at Nick Vejle ikke var blevet gjort opmærksom på, at lossekompagniets havde såkaldte H2S-målere, der kan vise, hvis man er i nærheden af farlige gasser.

Med Højesterets afgørelse er der sat et endeligt punktum i sagen om Strandby-ulykken.

Det er IF Forsikring, der er Grenaa Lossekompagnis forsikringsselskab, og en repræsentant fra IF Forsikring var også til stede i Højesteret.

Se vores tidligere reportager herunder om Nick Vejle - og se med torsdag 13. februar, hvor vi sender en ny dokumentar om Nick Vejle: