Strandby-ulykke: Tidligere Falckredder fik medhold

Erik Schack fik mandag formiddag landsrettens ord for, at han pådrog sig en arbejdsskade i forbindelse med ulykken på Strandby Havn i 2014, hvor to fiskere mistede livet.

58-årige Erik Schack fra Sæby har mandag formiddag fået medhold i landsretten. Han har fået medhold i, at han som Falckredder pådrog sig en arbejdsskade i forbindelse med Strandby-ulykken i 2014, der kostede to fiskere livet.

Det oplyser hans advokat Martin Haug til TV2 Nord.

Dermed går landsretten imod tidligere afgørelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Ankestyrelsen og senest Byretten i Hjørring.

- Har grædt så meget

For Erik Schack betyder det alverden, at han nu har fået medhold. 

Han fik tre blodpropper i timerne efter, at han deltog i redningsaktionen på Strandby Havn, og han er i dag permanent hjerneskadet.

Siden ulykken har Eriks Schack - sammen med 3F - kæmpet for at få anerkendt sin hjerneskade, som en arbejdsskade. Men det er først nu - syv år senere - at han har fået medhold. 

- Det betyder så meget. Jeg er en meget lettet mand. Jeg har grædt så meget. Også i morges, da jeg talte med min advokat. Jeg er bare glad, siger Erik Schack, og fortsætter:

- Det har været så hård en kamp, at jeg ikke ønsker det for min værste fjende. Jeg har været Falckredder i 28 år og har reddet menneskeliv på både godt og ondt. At jeg er her, hvor jeg er. Det er bare ikke retfærdigt. 

Se videoindslaget med den berørte Erik Schack:

Erik Schack fik mandag formiddag landsrettens ord for, at han pådrog sig en arbejdsskade i forbindelse med ulykken på Strandby Havn i 2014, hvor to fiskere mistede livet.

Strandby-ulykken

Ulykkken, som Erik Schack deltog i skete den 4. august 2014. Her var han den første redder på stedet. To fiskere var omkommet i lasten på en kutter, mens de var i færd med at losse rådne skidtfisk, der havde udviklet giftige svovlbrinte.

Få timer efter redningsaktionen fik Erik Schack det dårligt. Han kastede så meget op, at han fik en rift i halspulsåren. En rift, der udløste blodpropperne i hjernen. 

Erik Schack ses i den orange vest fra den aften, hvor to fiskere døde på Strandby Havn.
Erik Schack ses i den orange vest fra den aften, hvor to fiskere døde på Strandby Havn.

Ankestyrelsen siger til TV2 Nord, at man nu vil nærlæse dommen og herefter tage stilling til, om den skal ankes. Vælger styrelsen ikke at anke, skal der nu tages stilling til, hvor meget Erik Schack kan få i erstatning.

Se - eller gense - dokumentaren om Nick Vejle, der også blev alvorligt hjerneskadet ved ulykken:

Reportage om den 25-årige Nick der kom ud for en alvorlig ulykke

Seneste nyt

fra Nordjylland