Danmarks største: Så stor værdi havde fangsten på Hanstholm Havn sidste år

Hanstholm Havn er fortsat Danmarks største havn for konsumfisk. Det viser regnskabet for 2019.

Hanstholm Havn hev fisk til havnen for 1,1 milliarder kroner i 2019, hvilket er ny rekord for den nordjyske havn. Hanstholm tegner sig derfor også for Danmarks største havn, når det kommer til konsumfiskeri. 

Bestyrelsen i Hanstholm Havn afholdt onsdag årets første fysiske bestyrelsesmøde, og der var tilfredshed med regnskabet for 2019 samt den foreløbige udvikling i 2020.

Havnen opnåede i 2019 en bruttofortjeneste på 26,2 millioner kroner mod 25,5 millioner kroner året før, mens resultat før skat landede på 7,9 millioner kroner mod 6,2 millioner kroner året før. Det svarer til en fremgang på 28 procent. 

- 2019 blev endnu et godt år for Hanstholm Havn, og faktisk ligger resultatet over det forventede. Aktivitetsniveauet har været højt, og vi har sideløbende arbejdet med udvidelsen af havnen uden væsentlige driftsforstyrrelser, forklarer bestyrelsesformand Martin Vestergaard.

Udlændinge vil have del i høje priser i Hanstholm

Det samlede værdigrundlag for den landede og håndterede mængde fisk og skaldyr på havnen blev i 2019 på rekordhøje 1,1 milliarder kroner.

Langt størstedelen kommer fra konsumfisk, der dog faldt fra 38.679 tons i 2018 til 33.577 tons i 2019. Til gengæld kunne havnen notere sig en stigning i den gennemsnitlige kilopris på konsumfisk fra 17,71 kroner i 2018 til 19,78 kroner i 2019.

Og den høje pris får også flere både danske og udenlandske aktører til at transportere fisk i køretøjer til havnen.

- Hanstholm Havn har gennem en årrække udmærket sig ved at have de højeste gennemsnitlige auktionspriser på Hanstholm Fiskeauktion. Derfor tiltrækker havnen i stigende grad fiskefartøjer fra både Danmark og de nærtliggende nabolande. I 2019 har vi desuden set en ny tendens til, at især norske og danske fiskere vælger at transportere deres fisk fra norske havne til Hanstholm med lastbil for at opnå så god en handelspris som muligt, fortsætter Martin Vestergaard.

Hanstholm Havn er samtidig i gang med en havneudvidelse til 600 millioner kroner. En indvielse af den nye havneudvidelse var oprindeligt planlagt til afholdelse i august i år, men er grundet corona-situationen udskudt til sensommeren 2021.


Seneste nyt

fra Nordjylland