Endnu en borerig er kommet til Frederikshavn
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Maersk Reacher ligger nu i Frederikshavn og kan kaste mange lokale arbejdspladser af sig.
Økonomisk krise og faldende oliepriser skaber nu arbejdspladser i Frederikshavn.
Det voldsomme fald i olie og energiforbruget er en af grundene til, at Maersk Drillling har valgt at lægge sin jag up rig 'Maersk Reacher' på stand-by i Frederikshavn Havn.
Platformen Maersk Reacher fik i april opsagt sin kontrakt i den norske del af Nordsøen fem måneder før tid på grund af faldende oliepriser. Nu er den slæbt til kaj i Frederikshavn.
Det lokale offshorefirma OVS har fået opgaven med at få gjort platformen klar, når den engang skal videre til næste opgave ude på det åbne hav.
Inden skal den gøres klar, og det er godt nyt for beskæftigelsen i Frederikshavn.
- Det betyder, at vi kan få en del arbejde ud af det. Lige nu ligger den i varmt oplag, det vil sige med minimumsbesætning og har gang i sine egne systemer. Når den skal ud og arbejde igen, så giver det potentielt meget arbejde til os, siger Bjørn Strandos;Projektdirektør, OVS Offshore A/S, Frederikshavn.
Grunden til at platformen blev slæbt til Frederikshavn, var at byens havn er en af de få havne tæt på Nordsøen, der kunne tage en platform, der stikker 14 meter ned i vandet. Derudover blev der sidste år indviet et nyt stort havneareal, der bliver brugt af firmaet M.A.R.S. Europe. Firmaet havde ledig kajplads, og kunne derfor udleje pladsen til Mærsk. Det er endnu uvist, hvor længe Maersk Reacher skal ligge i Frederikshavn.