Flere skal være esports-trænere
Stadigt flere dyrker E Sport. Derfor er der også brug for flere instruktører.
E-sport er blevet populært så hurtigt, at der skyder nye klubber op overalt - og samtidig er der opstået trænermangel. Det problem forsøger DGI nu at løse med en træneruddannelse, som i Thisted, her i weekenden.
Det er populært som aldrig før at dyrke esport, og det vælter ind med medlemmer i de mange nye klubber. I løbet af 2017 er der på landsplan kommet 50 nye foreninger, der tilbyder esport, og samtidig er detr småt med trænere, som dem, der er, har ganske travlt.
- Vi underviser på hold af ti, og lige nu har jeg fire hold om ugen, fortæller Mike Overgaard Therkildsen, som er træner i Vesthimmerland eSport.
Han er en af dem, der bruger denne weekend i Thisted, hvor DGI holder kursus for esportstrænere.
Den store trænermangel har nemlig fået DGI til at skifte fokus fra de gængse sportsgrene for i stedet at tilbyde hjælp til dem, der normalt ikke er med i foreningslivet.
- Det handler om at skabe nogle fællesskaber. Og det handler om at skabe nogle meningsfulde fællesskaber, hvor man mødes og dyrker det, man er passioneret for. Og at man kan løfte mennesker der, hvor de er og med det, de brænder for, siger Christian Cramer Nielsen, som er esportskonsulent i DGI.
73 procent af de 13-årige drenge, som spiller esport, bruger mere end to timer om dagen foran computeren derhjemme. Og DGI håber, at væksten i foreningerne kommer til at betyde, at de unge mødes i virkeligheden og udvikler deres sociale kompetencer.
- Esporten har jo prøvet at organisere sig online i mange år men har ikke haft tilbud til de unge mennesker udover netcafeer. Og det er jo ikke netcafeer vi vil lave. Vi vil ikke lave noget, hvor folk bare går ned og spiller og går igen, ud nogen ved, hvem der er der, og og de overhovedet har fået noget ud af det, siger Christian Cramer Nielsen.