Haj-fund er ikke meldt til politiet
Foto: Benjamin Hald/TV MIDTVEST
Hajen blev fundet fredag morgen på en parkeringsplads, men er siden blevet smidt i en nærliggende skraldespand.
Øjenvidner har i nat overhørt en samtale mellem nogle unge, hvor der er blevet sagt "Skal vi ikke smide den på bænken?"
Det er endnu ikke blevet meldt til Midt- og Vestjyllands Politi, at en haj er blevet fundet på en parkeringsplads nær Thisted Søbad fredag morgen.
Det fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.
- Hverken vi eller lokalpolitiet i Thisted har modtaget en anmeldelse om forholdet. Sagen har ikke ramt os endnu, siger han.
Hajen blev fundet af en forbipasserende, der var ude at gå en morgentur. Siden blev hajen smidt i en nærliggende skraldespand, men det er uklart, hvem der har flyttet hajen.
Og det er ikke den eneste haj, der på det seneste er blevet fundet. Også i Ringkøbing blev der 2. maj fundet en haj på en cykelsti. På baggrund af et tip, erkendte en 42-årig mand fra lokalområdet efterfølgende, at det var ham, der havde placeret hajen det aparte sted.
Den 42-årige havde fået fingre i hajen på havnen formentlig i forbindelse med noget bifangst eller fiskeaffald.
- Skal vi lægge den her?
TvMidtvest har talt med to øjenvidner, der sov i telt i nærheden af stedet, hvor hajen blev fundet fredag morgen.
Men det kan som bekendt indimellem være svært at falde i søvn i et telt, og derfor overhørte det ene øjenvidne en samtale mellem nogle unge mennesker natten til fredag, hvor der blev sagt "Skal vi ikke bare lægge den på bænken?"
Men man må ikke smide hajer på veje. I sagen fra Ringkøbing risikerer den 42-årige mand en bøde, fordi politiet mener, han har overtrådt naturbeskyttelsens paragraf 28, der siger, at "på fremmed ejendom må der ikke uden ejerens tilladelse henkastes eller anbringes affald eller lignende."
Det takseres med en bøde på op til 3000 kroner