Morsø kræver ekstra ambulanceberedskab

Morsø’s borgmester vil have ekstra ambulance og sikkerhed for borgerne efter sygehusmeldingen om, at akut-kirurgien ikke kommer tilbage til sygehuset i Thisted.

I godt fire måneder er de akutte kirurgiske patienter fra Thisted fragtet til hospitaler i Hjørring, Aalborg eller Midtjylland, fordi der er mangel på kirurger. Særordningen bliver nu gjort permanent i erkendelse af, at der ikke kan skaffes den nødvendige arbejdskraft til sygehuset. Det offentliggjorde Regionshospital Nordjylland i Thisted i en pressemeddelelse onsdag. 

Denne melding er Morsø’s borgmester Hans Ejner Bertelsen ikke tilfreds med, og han kræver blandt andet en øget ambulancedækning.

- Vi er faktisk ret utålmodige på Mors, og det er her og nu, der skal findes nogle holdbare løsninger. Jeg synes, vi skal sige, at det ambulanceberedskab vi har på Mors og i Thy, det som minimum skal have en ekstra ambulance, så vi er sikker på tre hospitalers indsatser. Det er på den måde vi kan sikre det, siger Hans Ejner Bertelsen til Limfjord Update.

Borgmesteren vil også have sikkerhed for, at borgerne kan få akut-kirurgisk behandling i Viborg, hvilket det ikke tyder på efter nyheden om, at det stadig ikke er lykkedes at hente nok læger til sygehuset i Thisted. Derudover skal borgerne ifølge ham garanteres et samlet forløb, når de skal til undersøgelse i Aalborg og Hjørring. 

-Det er også op til Regionen at sikre, at hvis man er oppe til undersøgelse i Aalborg eller Hjørring, så skal det være et samlet forløb, så man ikke skal transporteres flere gange, siger Hans Ejner Bertelsen til Limfjord Update.


Seneste nyt

fra Nordjylland